Derfor skal du åbne din egen Mastodon solo-instans
Har du overvejet at hoste din egen Mastodon profil, i stedet for at være afhængig af en anden server? I denne artikel kan du læse lidt om fordele og ulemper.
Jeg har været en del aktiv på det danske Mastodon community, og har selv skrevet en del danske Mastodon guides. Da jeg i løbet af 2022 besluttede at jeg for alvor ville være aktiv på Mastodon, overvejede jeg også meget hvor jeg egentlig skulle have min Mastodon profil henne. På det tidspunkt fandtes der ikke rigtig nogen større danske Mastodon instanser, og jeg havde min profil på den internationale server Mastodon.social. Men jeg overvejede meget om jeg skulle flytte min profil hen.
Mastodon er et såkaldt decentralt socialt netværk, hvilket både er dets styrke og dets svaghed. Det gør at én ejer ikke kan lukke hele det sociale netværk – enhver kan åbne en ny Mastodon server, og så vil det sociale netværk fungere. Men for den enkelte server er der den svaghed, at dens stabilitet er meget afhængig af hvilken administrator der driver den. Nogle administratorer kan finde på at lukke en server fra den ene dag til den anden, fx. hvis de bliver mobset over noget folk har skrevet. Den risiko er større for Mastodon instanser der er drevet af individuelle personer end centrale sociale medier som er ejet af større firmaer. Det giver altså god mening at undersøge og overveje hvor du skal have din Mastodon profil henne, og om du har tillid til at admin for den server passer på dine data.
En anden grund til jeg overvejede hvor jeg skulle have min Mastodon profil henne var, at jeg godt kan lide at “eje mine egne data”, dvs. have så stor kontrol med mine egne data som muligt. Jeg endte derfor med at etablere min egen Mastodon instans, altså lave en Mastodon server der kun havde min egen profil. Det er det man også kalder for en solo-instans eller single user instans. Du kan finde min Mastodon profil på min solo-instans her.
I princippet kunne Mastodon godt fungerer ved at alle havde sin egen solo-instans hvor de hostede deres egen profil, og så med Mastodons teknologi kommunikerede sammen. Men i virkeligheden vil det være nogen, der værdsætter det at have kontrol med egne data højt, og som derfor ville være gode kandidater til at have en solo-instans. Mens det for andre ville være fint bare at have deres profil på en større Mastodon server. Her er det bare vigtigt du undersøger grundigt hvem der egentlig styrer den server hvor du har din profil liggende.
Fordele og ulemper ved en solo-instans
Der er fordele og ulemper ved at have en solo-instans, nedenunder har jeg listet de vigtigste:
Fordele ved at vælge en solo-instans
- Du har selv kontrol med dine egne data
- Du har selv mulighed for at moderere hvad der skal blokeres og hvad der ikke skal blokeres
- Du har selv mulighed for at finjustere hvordan din egen server skal fungere
Ulemper ved at vælge en solo-instans
- Du skal kæmpe mere for at finde indhold og profiler du vil følge
- I nogle tilfælde kan det kræve mere tekniske kompetencer
- Det koster lidt mere end hvis du bare opretter en profil på en større server
Lad os prøve at se lidt nærmere på nogle af dem. Når du får din egen solo-instans, har du selvfølgelig flere muligheder for at kunne tilpasse ting som du vil. Det inkluderer også, at du har større muligheder for at bestemme hvilket indhold der skal blokeres og hvilket der ikke skal blokeres. Nogle har en meget stram blokeringspolitik, som jeg ikke bakker op om, og derfor ville jeg aldrig have min profil på en af de servere. Med min solo-instans kan jeg selv bestemme hvilket indhold jeg ikke vil se. Det er selvfølgelig også en ulempe, fordi det kan måske give mere arbejde til dig. I praksis har jeg dog ikke haft noget særlig arbejde med det, men jeg blokerer generelt heller ikke særlig meget.
Det med at du skal kæmpe mere for at finde andre brugere og indhold, er nok den største ulempe. Jeg fandt dog en metode, der er lige så effektiv som hvis du ikke havde en solo-instans. Jeg følger meget bredt, og derfor fulgte jeg i starten stort set alle de danske profiler og andre interessante profiler jeg kunne finde, og så kunne jeg altid lade være med at følge dem senere. Det gør nemlig at din solo-instans begynder at federere med de profiler og at du derfor får mere indhold ind på din server. Samtidig tilmeldte jeg også min solo-instans til Danmarks Mastodon Relay, som drives af Expressional.social, hvilket gør at min server udveksler indlæg med de fleste af de andre danske servere og jeg dermed får mere indhold.
Det med tekniske kompetencer skal du ikke tænke så meget på. Jeg valgte nemlig managed hosting ift. at hoste min egen server. Managed hosting betyder at du vælger et firma, der står for at installere, opdatere og vedligeholde din Mastodon server, hvilket du så betaler et månedligt beløb for. Jeg valgte masto.host, som kun kostede 6$ pr. måned for at have min egen solo-instans. Det er virkelig et godt firma, og jeg har høj tillid at det fungerer. Managed hosting kender du sikkert også fra hjemmesider, fordi når du har din egen hjemmeside, vil mange også vælge managed hosting til dette. Der er selvfølgelig risiko for at det firma jeg vælger til managed hosting lukker ned, men den risiko er mindre end risikoen ved den enkelte server.
Der er kun én ting jeg mangler kontrol over ved min solo-instans, som jeg savner. Mastodon giver ikke muligheden for at eksportere alle dine indlæg på din server, og så importere den på en anden Mastodon server. Den mulighed er ikke udviklet endnu. Det er et problem, fordi lukker serveren mister man alt sit indhold. Det gælder også for min solo-instans. Derfor har jeg valgt også at oprette en WordPress hjemmeside, hvor mine toots automatisk bliver importeret ind, for at jeg dermed kan gemme alle mine indlæg. WordPress har altid leveret høj grad af portability, og derfor er det nemt at tage indlæggene og importere dem et andet sted. Det er ikke perfekt, men en workaround.
Samlet set har jeg været glad for at have min egen solo-instans, og jeg har ikke fortrudt det. Jeg mener ikke løsningen er til alle, men det kan være en løsning til nogle der gerne vil have noget mere kontrol selv. Jeg har da også noteret mig at flere i Danmark siden har valgt at oprette deres egen solo-instans.
@esbenrahbek nej, der findes også andre, men Masto.host var en af de første jeg hørte godt om og som anvendes af mange. Jeg har meget tillid til ham der står bag, efter en række support korrespondancer, hvor han ydede en imponerende service
@aphandersen Ja, og der skal jeg lige vide lidt mere om Mastodon, før jeg ved, om det er noget, jeg tør kaste mig ud i.
@aphandersen Jah, jeg overvejede lidt at drive den selv hjemmefra, og så leve med de ups and downs det medfører. Men jeg skal lige tænke lidt mere over det…
@klgn det kan man også vælge, hvis man selv har kompetencerne til det
@klgn @aphandersen Jeg synes Masto.host fungerer rigtig godt. Min største bekymring ved at køre det selv ville være backup. Hvis man ikke har 100 procent styr på det, bliver det hurtigt mindre sikkert end bare at have en konto på en stor server.
@anderspuck @aphandersen Helt enig, men hvis den kun er for mig, kan jeg nok leve med, at der ikke er en daglig backup, men det er jo forskelligt fra person til person. Og så er der oppetid, hvis strømmen går, har jeg (for nuværende) ingen mulighed for at gøre noget, før der er strøm igen
@klgn @aphandersen Enig, man kan tillade sig lidt mere i den retning hvis det kun er en selv som er på serveren.
@anderspuck Masto.host har backup som du kan downloade fra deres hjemmeside. Men du peger her på Mastodons store svaghed, at der ikke er stor portability af data. Man kan ikke let tage en backup og importere den et andet sted. Håber der bliver udviklet mere på det
@aphandersen Uh, god information. Jeg overvejer det faktisk lidt for tiden
@klgn Masto.host (@masto.host) har i hvert fald åbnet op for nye kunder, så det er muligt igen at få sin egen solo-instans gennem dem. Flere danske instanser kører også med Masto.host, bl.a. Krigskunst.social og Helvede.net
@esbenrahbek Lyder meget spændende, og fint at starte en mindre instans sammen. Vigtig man får sat spillereglerne sammen, så den ene ikke bare pludselig lukker profilen for den anden
@aphandersen Dette indlæg kommer netop som en ven og jeg snakker om at starte vores instance på masto.host. Kanon.
@aphandersen God pointe. Har du undersøgt andre udbydere end masto.host?