El-biler ruster mere end fossilbiler – Fup eller Fakta?

I medierne har vi kunnet læse at elbiler ruster mere og at det er vigtigt at rustbeskytte dem. Men er det nu også helt rigtigt?

Elbiler har efterhånden været på markedet i nogle år, og et af de spørgsmål nogle har når de skal købe en elbil er om det er nødvendigt at købe rustbeskyttelse af bilen. I den sammenhæng har der været nogle artikler som påstod at elbiler ruster mere end traditionelle biler og det derfor kan være en god ide at rustbeskytte dem. Det skal vi kigge nærmere på i denne artikel.

Hvorfor skulle elbiler ruste mere?

Lad os starte med at kigge på nogle af de teorier der er for hvorfor det skulle være anderledes med rust af elbiler end traditionelle biler. Argumenterne for at de ruster mere er ofte at der er mere “spænding” på en elbil af naturlige grunde, hvorfor det alene skulle fremskynde rustprocessen. Rust er jo en kemisk proces hvor jern iltes og bliver til en oxideret jernforbindelse som vi kalder for rust. Rust er et meget porøst materiale hvorfor det er dårligt for biler at de får for meget rust.

Andre argumenter er at elbiler skulle have sparet på tykkelsen af metal og galvanisering for at gøre dem lettere. Desuden at de har flere hulrum, som også er fyldt op med skum der suger fugt som giver mulighed for en større påvirkning af fugt på jerndelene.

Argumenterne imod at elbiler skulle ruste mere er at en elbil består af færre komponenter der kan ruste over tid.

Artikler der siger elbiler ruster mere

Jeg har den seneste tid læst flere artikler hvor konklusionen er at elbiler skulle ruste mere end almindelige biler. En af dem er denne artikel fra Bilbasen, hvor man viser en video der gennemgår hvorfor en elbil ruster mere.

Teorien om at det er den øgede spænding der skulle give mere rust stammer måske fra denne pressemeddelelse fra Dinitrol, hvor de fortæller at elbiler sandsynligvis ruster mere. De skulle her have fået en udtalelse fra en seniorspecialist i automobilteknik ved Teknologisk Institut om at det godt kunne være tilfældet. Det er vigtigt at bemærke i forbindelse med denne artikel at Dinitrol er et firma der selv sælger rustbeskyttelse af biler og derfor selv har en interesse i en opfattelse af at elbiler ruster mere. Det er også værd at bemærke at de ikke underbygger deres påstand med nogen evidens, såsom undersøgelser og lign.

Audi har været ude om modsige Dinitrols påstand og fortæller at højvoltssystemet er isoleret fra potentielle rustkomponenter. Det har Bilmagasinet skrevet om for nogle år siden. I samme ombæring fortæller Audi at rustgarantien potentielt kan ryge, hvis du har valgt at rustbeskytte din elbil.

FDM har også været ude og anbefale rustbeskyttelse af elbiler, også selvom flere producenter fortæller det kan gå ud over garantien. Jeg ved ikke hvorvidt FDM er fri for interessekonflikter ifm. salg af rustbeskyttelse.

Skal du så rustbeskytte din elbil?

Jeg har aldrig betalt for rustbeskyttelse af mine biler, og de har aldrig været udsat for nævneværdig rust og da slet ikke noget der giver problemer ved et bilsyn. Nyere biler er også galvaniseret og det tager nogle år inden der er brudt igennem denne galvanisering. Galvanisering af biler har nok ændret rustrisikoen markant for biler. Man ser i hvert fald ikke så mange meget rustede biler køre rundt som før i tiden.

Hertil kommer at jeg endnu ikke har set noget tungtvejende evidens for at der skulle være forskel i rustrisikoen for elbiler ift. almindelige biler. De fleste påstande jeg har set er også kommet fra nogen som selv har en interesse i en opfattelse af at elbiler ruster mere.

Jeg ville derfor aldrig betale for rustbeskyttelse af en elbil.

Hvis du vælger at rustbeskytte din elbil skal du være opmærksom på at det gøres korrekt, og ikke går ud over bilens garanti. Man skal følge et såkaldt sprøjteskema hvor man sikrer at man ikke sprøjter højvoltskomponenter som kabler og batteripakker, da de ikke kan tåle det.

Til slut vil jeg bare sige, at selvom jeg endnu ikke har set evidens for at elbiler generelt ruster mere og har behov for rustbeskyttelse kan det være anderledes med elbilens bremser. Her siger man nemlig at de ruster mere end bremser på fossilbiler, fordi bremserne bruges mindre. Det skyldes at hvor fossilbremser ofte bremses med skiverne og klodserne så bremser en elbil ofte med elmotoren for at kunne genanvende energien fra nedbremsningen. Den mindre brug af bremserne på elbiler kan potentielt føre til at de ruster hurtigere. Men det har ikke noget med rustbeskyttelse at gøre.

For at begrænse rust af bremserne på elbiler er der nok tre ting man kan gøre. For det første kan man sørge for de bliver renset og smørret ifm. service. For det andet kan man foretage en hård opbremsning engang imellem, så du mere bruger de almindelige bremser. Og for det tredje kan du køre en tur og bremse når batteriet er ladet helt op til 100%, her bruges rekuperation nemlig mindre og de hydrauliske bremser mere.

5 1 vote
Article Rating

Andreas Andersen

Forfatter og grundlægger af IT-blogger.dk, der har blogget om IT-emner siden 2012. Findes på Mastodon på @aphandersen@ansico.dk

Abonner
Giv besked ved
guest

0 Comments
mest stemt på
nyeste ældste
Inline Feedbacks
View all comments
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x