Betalingsordning hos Skat – når du ikke kan betale moms
Hvad gør du når momsfristen nærmer sig, og du ikke har penge til at betale moms? Her ser du hvad der sker når du ikke indberetter eller betaler moms.
Hvis du er momsregistreret, har du pligt til at indkræve moms, indberette det med jævne mellemrum og indbetale dem til Skat. Moms er nemlig en skat på ydelser og varer som du indkræver for Skat og så betaler videre til Skat. De penge du indkræver for moms er derfor og har aldrig været dine penge, men er blot nogle du holder for Skat og betaler videre til dem. Det er vigtig at forstå, fordi det sker ind imellem at iværksættere “låner” momspengene til at holde hjulene kørende, og så ikke er i stand til at skaffe pengene når momsfristen nærmer sig.
Det mest korrekte ville derfor være, hvis du lægger momspengene til side og derfor at de ikke indgår i driften af din virksomhed. Alligevel kan der selvfølgelig være gode grunde til at du ikke har pengene når momsfristen nærmer sig, og hvad sker der så?
Husk alligevel at indberette moms
Hvis du står foran momsfristen og ikke har penge til at betale moms, så er det vigtigste råd at du stadigvæk skal huske at indberette moms! Du skal altså stadig huske at opgøre momsregnskabet og så indberette det på tastselv på Skat.dk. Hvis du både ikke kan betale moms og ikke indberetter moms, så vil Skat fastlægge et estimeret beløb for moms, som ofte er omkring 8000 kroner, som de så vil anmode dig om at betale i første omgang, indtil du har indberettet det korrekte beløb. Det tager de penge for at gøre, og du får derfor også en bøde fra Skat, der ligger på omkring 800 kroner som du skal betale oveni.
Så for at undgå at din moms bliver fastlagt forkert og at du får en bøde, så sørg for at få indberettet moms. Også selvom du ikke kan betale.
Lav en betalingsordning
Når du så har indberettet moms, vil du selvfølgelig få oplyst betalingsoplysninger fra Skat, som du skal bruge til at betale pengene når momsfristen kommer. Og det er jo det du ikke kan.
Det der så vil ske er at pengene til momsen vil blive trukket fra din Skattekonto på datoen for momsfristen og den bliver så overtrukket. Herefter vil Skat sende en rykker og pålægge renter for hver eneste dato som betalingen af momsen er forsinket.De tager selvfølgelig også rykkergebyrer for at sende rykkere ud, og det er pt. på 65 kroner.
Her har du så muligheden for at lave en betalingsordning, når du logger ind på Skat.dk. Denne kan du ikke lave med det samme du har indberettet moms, men først når Skattekontoen er blevet overtrukket. Altså når du rent faktisk skylder pengene.
For at kunne få en betalingsordning hos Skat, skal du opfylde følgende krav:
- Du må ikke have skattekontogæld, der er til inddrivelse.
- Betalingsordningen kan ikke omfatte toldfordringer.
- Du skal have overholdt eventuelle andre betalingsordninger på Skattekontoen inden for den sidste måned.
- Din gæld skal være på mindst 800 kr.
- Betalingsordningen kan højst gælde i et år.
- Betalingsordningen skal starte senest 30 dage efter den er oprettet.
- Du kan kun have en betalingsordning ad gangen.
- Du kan ikke ændre din afgiftsperiode, når du opretter en betalingsordning.
- Hvis du er blevet foreløbig fastsat, fordi du ikke har indberettet skat, moms eller afgift, skal du indberette de beløb, før du kan få oprettet en betalingsordning.
Bemærk her at der også stilles nogle krav til den betalingsordning du vil få. Betalingsordningen vil maks kunne gælde i et år, og skal starte senest 30 dage efter du har oprettet den. Herudover er det vigtigt at du betaler alle rater til tiden.
Selvom du får en betalingsordning hos Skat, fritager det dig ikke fra renterne der løber på den moms du skylder. Men det fritager dig fra rykkergebyrer, og så er det jo generelt bedst altid at få lavet en ordning, hvis du skylder Skat penge. Herudover er det en god ide, at hvis du får en betalingsordning, at så får du fremover lagt momsen til side, så du ikke igen kommer til at få brug for en betalingsordning. Fordi du kan ikke få en betalingsordning igen, når du først har en kørende.
Jeg håber dette gav dig et overblik over hvad der sker, når du ikke kan betale momsen. Har du nogle spørgsmål, er du meget velkommen til at skrive en kommentar nedenunder.
hvad er en EFI overfærsel
I have a pending moms bill of 21,363 is it possible to sprint into 3 times for 3 months?