Brexit – hvad betyder det for din virksomhed?
Brexit er en realitet og vil formentlig de næste mange år få stor betydning for mange virksomheder. Både dem der handler med Storbritannien og dem der handler med lande uden for EU.
Brexit er et ord, de fleste efterhånden kender til. Det er en sammentrækning af ordene “Britain” og “Exit” og hentyder altså til ønsket fra Storbritanniens befolkning om at forlade EU-samarbejdet. For nogle år siden ville ingen have gættet på at et så stort land som Storbritannien kunne finde på at forlade EU. Alligevel stemte et flertal i Storbritannien den 23. juni for at forlade EU.
Storbritannien har, ligesom Danmark, været medlem af EU siden 1973. De har været en meget god partner for Danmark i EU-samarbejdet, fordi vi på mange områder havde de samme holdninger. Begge lande har valgt at stå udenfor eurosamarbejdet. Begge lande ville gerne have et EU i flere hastigheder. Nu kommer Danmark desværre til at stå mere alene med de holdninger.
Der går stadig spekulationer omkring hvorvidt Storbritannien nogensinde vil aktivere den såkaldte Artikel 50. Det er den paragraf i EU-lovgivningen der aktiverer udmeldelsen af EU-samarbejdet. Når den er aktiveret, vil landet automatisk være udmeldt efter 2 år. Med mindre de andre lande enstemmigt giver en længere frist, men det er der intet der tyder på nogen vil. Spekulationerne går dog på, hvorvidt Artikel 50 nogensinde vil blive aktiveret, fordi afstemningen den 23. juni kun var vejledende. Og spørgsmålet er om politikerne i Storbritanien har modet til at aktivere den.
Pundets kurs påvirker din virksomhed
Uanset hvad det ender med, er Brexit dog en realitet. Det økonomiske marked har reageret kraftigt på resultatet af afstemningen – og vil formentlig gøre det flere år fremover. Kursen for pundet er faldet en del siden afstemningen. Således var kursen af pundet i dollars 1,59 før afstemningen og er i dag på 1,33. Det er et fald på ca. 16% og er et fald der vil ramme nogle danske virksomheder hårdt – men være godt for andre danske virksomheder.
For dig der handler med Storbritannien
Hvis du har kunder eller leverandører i Storbritannien, er det klart at din virksomhed formentlig vil blive påvirket. Kursen på pundet i forhold til DKK er faldet fra ca. 9,75 til 8,87 siden afstemningen, hvilket er et fald på ca. 9%.
Det betyder at hvis du sælger varer til kunder fra Storbritannien, vil de altså skulle betale 9% mere for deres varer, for at du tjener det samme. Alternativt vil du skulle tjene 9% mindre, for at de får varen til samme pris. Den første løsning går ud over din konkurrenceevne og den anden løsning går ud over din indtjening.
Hvis du derimod har leverandører i Storbritannien, kan Brexit faktisk være godt for dig. Dine varer bliver lige pludselig 9% billigere end de var før. Det er jo en kæmpe gevinst, som kan gøre det meget mere attraktivt for dig at vælge leverandører i Storbritannien.
Så hvis du står med en virksomhed, der både køber og sælger i Storbritannien og lige nu skal trykke på enten knappen “Køb” eller knappen “Sælg” – så skal du vælge knappen “Køb”!
For dig der handler med lande uden for EU
Hvis du troede du gik fri, bare fordi du ikke handler med Storbritannien, så tager du fejl. Brexit påvirker nemlig verdensøkonomien meget mere, end blot i Storbritannien.
Samtidig med at pundet faldt i kurs, faldt euroen nemlig med. Og da den danske krone er bundet fast til kursen på euroen, falder kursen på den danske krone med. Investorer ser lige nu et svækket EU, og det svækker også kurserne på valutaerne i EU. Kursen på dollaren i forhold til kronen, er således steget fra ca. 6,50 inden afstemningen og til 6,68 efter afstemningen. Det er en stigning på ca. 2,8%.
Det betyder igen, at hvis du har kunder uden for EU, så vil de skulle betale 2,8% mere for deres varer – eller du skal miste 2,8% i indtjening. Det er dårlig for din konkurrenceevne og indtjening.
For dig der handler med andre EU-lande eller kun danskere
Hvis du handler med andre EU-lande, såsom Frankrig eller Tyskland, påvirkes du formentlig ikke helt så meget. Den danske kurs er nemlig låst helt fast til euroen, og kan derfor ikke svinge ret meget i kurs.
Det samme gælder hvis du kun handler med danskere. Her betyder kursen ikke noget da både køber og sælger bruger samme valuta.
Usikkerhed om nye regler
Udover kursen er der selvfølgelig også en lang række andre faktorer der kan påvirke din virksomhed. Én ting du skal være opmærksom på, er at hvis Storbritannien forlader EU, gælder EU’s regler ikke længere i Storbritannien. Så hvis din virksomhed har en relation til Storbritannien, kommer der i den næste lange tid stor usikkerhed omkring hvilke regler der faktisk kommer til at gælde i Storbritannien.
Vil du overhovedet kunne sælge dine varer i Storbritannien? Kommer der told på? Vil der komme nye særkrav til hvilke godkendelser der kræves? Dette er kun få af de spørgsmål mange vil stille, indtil der er styr på det.
Det er nemlig det der har været fordelen ved EU. EU har nedbrudt både toldbarrierer, men også mange af de forskelle i regler for varer der har været i de forskellige lande. Med EU har det været muligt, at hvis et produkt kunne sælges i ét land, så kunne det i mange tilfælde også sælges i et andet EU-land. Det er ikke sikkert det kommer til at gælde for Storbritannien fremover.
Hvor lang tid kommer Brexit til at tage?
Brexit kommer til at vare fra afstemningen 23. juni og indtil Storbritannien endegyldigt har forladt EU. Officielt er det 2 år fra at Artikel 50 er aktiveret, men som tidligere nævnt kan Storbritannien vente med at aktivere denne.
Indtil videre er det kun sket én gang at et land har forladt EU. Det skete i 1985 da Grønland forladte EU. Processen tog dengang 3 år – og Storbritannien har en væsentlig større økonomi end Grønland, så her vil det formentlig tage meget længere tid.
Man vurderer at ca. 2000 britiske love skal ændres i forbindelse med Brexit. Alle de britiske love er jo godt flettet ind i EU, og nu skal EU skrives ud af lovene. Det kommer til at tage meget tid.
Et forsigtigt bud på hvor lang tid processen samlet set vil tage er måske 5-7 år. Du skal altså regne med 5-7 års usikkerhed i de næste 5-7 år, hvis du har relationer til Storbritannien.
Brexit er altså mest en fordel for dig der anvender leverandører i udlandet – men ikke så godt, hvis du har kunder uden for EU. Hvordan den videre udvikling i Brexit bliver er der ingen der kender. Men én ting er sikker: Brexit er en realitet – og det vil skabe usikkerhed og ubalance i samfundsøkonomien, som vil påvirke dig som virksomhed.