Brintbiler – fremtidens elbil?
Mens elbilerne stille og rolig udrulles på markedet lurer måske en nyere teknologi der er bedre. Læs om brintbilerne her og hvad fordelene er ved dem.
Der findes utrolig få varianter på det danske marked, men måske vi i fremtiden vil se flere af dem. Det drejer sig om de såkaldte Brintbiler, der også er kendt under navnet hydrogen fuel cell vehicle eller blot fuel cell vehicle. På visse måder minder de om elbiler, men alligevel er der stor forskel.
Både brintbiler og elbiler drives begge af elmotorer, men hvor klassiske elbiler får energien af store batterier, så får brintbiler energien fra brændselsceller. Brændselscellerne bruger brint som brændstof og det er en meget grøn energi, fordi det kan produceres af vedvarende energikilder og produktet når det er blevet forbrugt er almindelig vand.
I en typisk brændselscelle bruges altså brint som brændstof og ilt som oxidationsmiddel. Disse gasser blandes i en anode, hvor brint bliver oxideret og frigiver elektroner. Elektronerne flytter derefter til en katode gennem en ekstern kreds, hvor de producerer elektricitet. Samtidig reagerer ilt med de positive ioner, der bevæger sig gennem elektrolytten, og danner vand som biprodukt.
I stedet for at tanke strøm som på en elbil, så skal man på en brintbil tanke brint og det gør man på en brinttankstation. En stor fordel er at det tager væsentlig mindre tid at tanke en brintbil sammenlignet med at oplade et bilbatteri. Det minder faktisk på mange måder om at tanke en benzin- eller dieselbil. På under fem minutter har du tanket bilen op. Brinten opbevares i flydende form under tryk i en brinttank.
Til gengæld kræver det adgang til en brinttankstation og dem findes der kun få af lige nu. Mig bekendt findes der kun seks i Danmark. Der ligger to i København (Air liquide), en i Korsør (Nel Hydrogen), en i Kolding (Nel Hydrogen), en i Esbjerg (Nel Hydrogen) og en i Aarhus (Nel Hydrogen). Der er altså ikke meget konkurrence på dette brændstofmarked og du skal køre langt for at tanke bilen.
Men hvad koster det så at tanke en brintbil op? Brint måler man hverken i liter eller kWh, men derimod i gram. Det koster ca. 1 krone for 10 gram brint. En brintbil bruger ca. 10 gram brint for at køre en kilometer, og således koster det ca. 1 krone pr. km, hvilket er omtrent det samme som for benzin.
Hvilke brintbiler findes der?
Der findes også kun få brintbiler på det danske marked. Et af dem er Toyota Mirai der kom på markedet i 2014 og sælges fra 609.990 kroner. Med en fuld brinttank kan den køre hele 650 km, og derfor har den en højere rækkevidde end mange elbiler. Der skulle være en ny Mirai på vej med en rækkevidde på over 850 km.
En anden brintbil der findes på det danske marked er Hyundai Nexo. Den kom på markedet i 2018 og koster fra 629.995 kroner. Den har en rækkevidde på 666 km og ligesom Toyota Mirai tankes den op på under fem minutter.
Der findes også andre brintbiler, der ikke er kommet på det danske marked. Det inkluderer bl.a. Honda Clarity Fuel Cell, BMW iX5 Hydrogen og Mercedes-Benz GLC F-CELL.
Brintbiler er stadig en ny teknologi, og for øjeblikket er der både for få brintbiler og for få brintstationer tilgængelige til at de kan være et alternativ til elbiler. Men det er en interessant teknologi, der måske i fremtiden vinder mere frem. Det bliver interessant at følge.