CyberPanel – Udemærket gratis panel til dit VPS

CyberPanel er simpel og måske ikke perfekt, men det er gratis og kan de fleste ting du har brug for, for at køre dit eget webhotel i et VPS.

Jeg har nu prøvet CyberPanel i et par uger, efter jeg oprettede en VPS på Digitalocean til mine websider. Jeg ville derfor lige dele mine erfaringer med jer, og tanken er at jeg vil opdatere denne artikel løbende. Jeg har også skrevet en del artikler, der relatererer sig til CyberPanel, og dem kan du også finde en liste over her:

CyberPanel er let at installere, faktisk kan du hos Digitalocean lave en droplet hvor CyberPanel er præinstalleret. Det er det jeg har gjort. Når du så indtaster IP-adressen til serveren, så kommer du direkte til login-billedet til CyberPanel. Efter du er logget ind kan du se hvordan panelet ser ud:

Som man kan se får man et godt overblik over de muligheder der er, og jeg har nu kørt med det i et par uger. Og selvom der ses nogle fejl ind imellem, så virker det basale med at oprette hjemmesider, domæner og e-mails og det er derfor let for dig der skal styre din egen server. Og det bedste af det hele er, at det er helt gratis. Ganske vist kan du opgradere til en betalingsversion, men hvis du ikke har brug for mere end det basale er det ikke nødvendigt.

Som du kan se, så kan man til højre løbende se de ressourcer serveren bruger. Du kan se hvor meget af processeren der bruges, hvor meget RAM der bruges og hvor meget af diskpladsen der er brugt.

Ellers har du en menu både i midten og ude til venstre. Du har bl.a. følgende muligheder:

  • Oprette nye brugere til CyberPanel
  • Oprette og administrere websider
  • Oprette og administrere pakker (hvis du vil tilbyde dit webhotel til andre)
  • Oprette og administrere MySQL databaser
  • Adgang til phpMyAdmin
  • Oprette og administrere navneservere og DNS
  • Oprette og administrere FTP
  • Backup
  • Oprette og administrere e-mails
  • Tilknytte gratis Lets Encrypt SSL certifikater til dine hjemmesider
  • Ændre PHP indstillinger
  • Se logfiler
  • Administrere sikkerheden på din server
  • Oprette WordPress hjemmesider med ét klik
  • Bruge Docker på CyberPanel

Jeg brugte ikke DNS delen, her bruger jeg den DNS server der er indbygget i Digitalocean og den fungerer fint. Så peger jeg domænerne mod serverens IP adresse og så sørger CyberPanel for resten.

En ulempe er lidt at man kan kun oprette FTP adgang til hver enkelt websides mappe, ikke en generel FTP adgang til alle brugerens websider. Med mindre man da opretter dem som underdomæner til et webside, men så får du ikke så individuel kontrol som fx. over SSL certifikater. Her ville jeg gerne have haft muligheden for at kunne se alle brugerens mapper i én FTP forbindelse.

Der er fin adgang til dine MySQL databaser med phpMyAdmin, ligesom du kender det. Her har du til gengæld adgang til alle databaserne.

Udstedelse af Lets Encrypt certifikater driller nogle gange lidt, da CyberPanel i nogle tilfælde i stedet udsteder et selv-udstedet SSL certifikat og den går ikke, fordi så får du en advarsel i bl.a. Google Chrome og så kan dine besøgende ikke se din webside. Jeg har dog fået det til at virke, og hvis du får de problemer kan du evt. læse mere her og kommentere under den artikel, hvis du har spørgsmål.

Der er mulighed for at vælge hvilken PHP version hver enkel webside skal benytte. Du kan altså sagtens have en webside som bruger den nyeste version og så en anden webside som bruger en ældre version af PHP.

Det bedste af det hele i CyberPanel er at den har indbygget Docker. Du kan altså hente et Docker image ned, oprette en Docker container og så lave en henvisning hertil for din webside. Det viser jeg dig hvordan du gør i en senere artikel.

Er du til WordPress kan du også installere WordPress med et klik. Den opretter en MySQL database og installerer WordPress med Lets Encrypt certifikat og så er du klar til at gå igang. Du kan dog ikke indstille sproget, så du starter med en engelsk version, hvor du så må ændre sproget efterfølgende, men det er nu ikke et problem.

Alt i alt er min oplevelse med CyberPanel god. Det er simpelt og kan det det skal. Engang imellem er jeg stødt på nogle fejl, men det er nu mere når der skal laves mere avancerede ting, så for dig der bare skal administrere nogle websider engang imellem er det ikke et problem. Her kan jeg sagtens anbefale CyberPanel.

5 1 vote
Article Rating

Andreas Andersen

Forfatter og grundlægger af IT-blogger.dk, der har blogget om IT-emner siden 2012. Findes på Mastodon på @aphandersen@ansico.dk

You may also like...

Abonner
Giv besked ved
guest

0 Comments
mest stemt på
nyeste ældste
Inline Feedbacks
View all comments
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x