Dankortet er endnu ikke kommet i Apple Pay – men er på vej
Tilbage i oktober 2021 meldte Danske Bank ud at de ville indføre Dankotet i Apple Pay. Nu over et halvt år senere er det endnu ikke tilgængeligt i app’en.
Når du betaler med Apple Pay, hvor du har tilknyttet dit Visadankort, er det ikke dankortet du betaler med. Det er som standard Visakortet der anvendes ved alle banker i Danmark. Det mærker du måske ikke selv, men i princippet betaler butikkerne lidt mere for at modtage betalinger i Visa fremfor Dankort, hvilket på sigt hæver priserne lidt. Samtidig tæller forbruget i Apple Pay også med i Visa forbrugsgrænserne, så har du været på en ferie risikerer du ikke at kunne bruge Apple Pay når du kommer tilbage den første tid.
Grunden til du ikke kan bruge Dankortet fra Visadankort som standard, er at bankerne ikke har lavet en aftale omkring dette. Danske Bank meldte i oktober 2021 ud som den første danske bank at de nu havde lavet en aftale med NETS omkring netop dette, og at Dankortet derfor var på vej i Apple Pay for Danske Banks kunder.
Men går man ind og læser på Danske Banks hjemmeside om Apple Pay understøtter de stadig ikke Dankort. Hvad er så grunden til dette?
Dette har IT-blogger spurgt Danske Bank om. De fortæller at det stadig er deres plan at implementere Dankortet i Apple Pay, og at forsinkelsen skyldes “juridiske og sikkerhedsmæssige problemer”. De melder ikke nogen dato ud for hvornår disse problemer kan blive løst, så vi må vente med tålmodighed.
Danske Erhverv jublede ellers da Danske Bank meldte ud omkring deres planer om at understøtte Dankortet. De mente at beslutningen om at støtte Dankortet er godt for både privatkunderne og butikkerne. Dels fordi det giver lavere omkostninger for butikkerne, færre forbrugere når deres Visa forbrugsgrænse, forbrugerne vil kunne se transaktionerne hurtigere i deres netbank og vil kunne betale med Apple Pay i flere butikker end i dag.
Dankortets fremtid bliver der stillet spørgsmålstegn ved i disse år. Det er nemlig sådan at Dankortet i disse år mister markedsandele til Visa og Mastercard, blandt andet fordi der kommer teknologier som Apple Pay der kun understøtter de internationale kort på nuværende tidspunkt. Nogle større forretninger som for eksempel McDonalds har direkte fjernet understøttelsen af Dankort, og når du betaler på McDonalds i dag betaler du derfor med dit Visakort. Nogle mener at Dankortet ikke vil overleve på sigt, fordi man ikke kan udvikle tilstrækkelig på det i samme grad som de internationale kort og udnytte de stordriftsfordele der vil være ved at anvende disse kort. Andre mener at mere anvendelse af internationale kort vil hæve priserne i Danmark. Om Dankortet overlever på sigt må vi se i de kommende år. Foreløbig har Danske Bank altså også denne gang valgt at støtte Dankortet, og vi vil forhåbentlig snart se det i Apple Pay.