Du må ikke sende mails om ikke-gennemført ordre
Det koster dig mange penge med alle de ordrer der ikke bliver gennemført. Det har mange webshops luret og er begyndt at sende mails ud til kunder der ikke gennemfører deres ordre. Men det må man ikke.
Der kan være mange grunde til at kunderne ikke gennemfører deres ordrer. Nogle kunder vil måske bare lige tjekke en ekstra gang hvad prisen vil være inkl. fragt – altså har man ikke skrevet fragtprisen grundig nok. Andre er måske bare ikke sikker på at de gerne vil købe.
Uanset hvad har det vist sig som en god finte lige at sende de kunder en mail om de ikke har lyst til at købe det de proppede i indkøbskurven. Dette har vist sig at medføre mersalg, fordi du rammer kunder der i forvejen er købelystne.
Dette må man bare ikke. Markedsføringsloven siger nemlig at man som virksomhed IKKE må kontakte nogen pr. mail og sms uden at de på forhånd har givet et samtykke. Dette samtykke kunne f.eks. være et krydsfelt under bestillingen af varer, hvor du beder om samtykke til at kontakte dem hvis de ikke gennemfører deres ordre.
Kunder der modtager mails uden samtykke, kan klage til forbrugerombudsmanden og herefter kan der altså vanke meget store bøder.
Reglerne gælder både danske virksomheder og udenlandske virksomheder der sælger til danskere.