Eesy – Nyt lavpris-mobilselskab fra ejerne af TDC
Et nyt lavpris-mobilselskab er født. Nuuday der også ejer YouSee og Telmore har startet et nyt mobilselskab, der skal konkurrere med billige abonnementpriser.
TDC gruppen har nu åbnet endnu et mobilselskab. Det får navnet Eesy, og bliver et datterselskab under Nuuday. Nuuday er den del af TDC-gruppen der står for de fleste kendte TDC brands, herunder YouSee, Telmore, TDC Erhverv, Fullrate, Hiper, Blockbuster, Relatel og nu også Eesy.
Eesy vil sælge simple billige mobilabonnementer. Abonnementerne koster intet i gebyrer og der er ingen binding. Du betaler bare for et abonnement der altid har fri tale, og du kan så skrue op og ned for mængden af data du har brug for.
Et abonnement med fri tale og 15 GB data vil koste 99 kroner pr. måned. Herefter vil du kunne fordoble mængden af data for 20 kr. ad gangen, så 30 GB koster 119 kr./md. og 60 GB koster 139 kr./md. I hele 2020 får du oven i købet fordoblet dine data, så du kan få op til 120 GB for 139 kr./md. Vil du have fri data også, koster det 179 kr./md.
Kigger man på priserne i Eesy er det udemærkede priser, men der findes nu mange andre abonnementer med lige så gode priser. For eksempel kan du hos Oister få fri tale med 60 GB data for kun 109 kroner pr. måned.
Mobilabbonementet vil naturligvis køre på TDC’s net, hvilket for nylig blev kåret til Danmarks bedste netværk. Herudover vil TDC net fra september blive klar til 5G, men der fremgår dog ikke på Eesy’s hjemmeside om abonnementerne også vil være inklusiv 5G. Til IT-blogger.dk oplyser Eesy dog at deres abonnementer ikke vil understøtte 5G, men de følger udviklingen nøje og vil tilbyde det når det bliver mere udbredt i befolkningen.