Er Danmark klar til digitaliseringen?

I disse år har Danmark travlt med at blive digitaliseret. Alle private borgere skal have e-boks. Alle virksomheder skal have e-boks. Alle skal have NemID. Og det offentlige skal kun kommunikere gennem e-boks. Det lyder alt sammen godt – men er Danmark klar til det.
Dette er egentlig ikke en generel kritik af digitaliseringen, som jeg egentlig synes er en god ide og som egentlig kun kan gå for langsomt. Det er faktisk mere en konstruktiv kritik af hvor uprofessionel og umodent digitaliseringen foregår. Det skal også ses som en status af hvor langt digitaliseringen er og forslag til hvor det kunne blive bedre.

NemID

Hvis vi starter med NemID, så er dette en rigtig genial løsning og også en løsning som jeg vil betegne som rimelig sikker da der både kombineres en kode som man har fysisk (nøglekort) og en man har i hovedet – altså en 2 faktorsikkerhed. Ideen er god og systemet virker da også OK.
Når det er sagt, så er der også steder hvor det kunne være bedre. For det første er det meget kritisabelt at NemID blev udviklet i Java og at understøttelsen på mobile enheder dermed er meget dårligt. Det er ikke særlig godt når mobile enheder bruges så meget som de gør. Endnu værre er det at der går så lang tid før det bliver løst. En løsning er der dog udsigt til, idet NemID ventes at udvikle sig til en Javascript løsning inden for et års tid.
Herudover var det kæmpe nedbrud vi så for nyligt på NemID meget kritisabelt. NemID understøttede simpelthen ikke den nyeste version af Java og der gik adskillige dage hvor mange borgere ikke kunne anvende NemID. Det er meget kritisabelt at NemID afhænger så meget af én teknologi. Og det er meget kritisabelt at der ikke er en backup løsning klar man kan rulle ud. Jeg håber Nets lærer af det nedbrud i fremtiden.

e-Boks til virksomheder

Den 1. november 2013 skulle alle virksomheder have e-boks. Problemet var bare at de fleste virksomheder ikke nåede dette inden deadline. Og der var ikke kapacitet fra det offentlige til at nå at få oprettet alle de postkasser. Dette er meget uheldigt.

e-Boks til private

Endnu værre er det for de private. Her har vi set eksempler på personer der har mistet deres understøttelse fordi de ikke fik tjekket e-Boks. Her skulle man måske have haft en mere glidende overgang det første års tid og måske have sendt 1 brev ud med post, når det første brev ikke blev læst i e-boks.
Der er også set eksempler på hvor der skal sendes offentlige ansøgninger om tilskud via e-boks, hvor kommunikationen har været meget dårligt. Når man får et svar fra det offentlige, kan man ikke besvare denne besked direkte – men er nødt til at starte en helt ny mail op. Det ville da være nemmere at hele korrespondencen var samlet, ved at man kunne besvare. Dette bør e-boks rette.
Herudover er det også svært at få kontakt til det offentlige. Der er meget lange svartider og man kan ikke få udleveret en gammeldags mail eller et telefonnr. Jeg kan måske godt forstå hvorfor man ikke kan få en e-mail adresse, da alt kommunikation skal foregå sikkert med NemID. Men borgerne bør altid kunne få kontakt med det offentlige telefonisk.

e-Boks generelt

Herudover er der også problemer med at tilgå e-Boks. Man skal simpelthen gennem rigtig mange klik for at åbne sin e-Boks. Og man skal acceptere at de anvender ens CPR-nummer hver gang – dette bør man kunne acceptere første gang – ligesom når man opretter en konto i banken.
Herudover er der også nogle gange problemer med at tilgå e-Boks via apps på mobiltelefonen. Her nulstiller koden engang imellem, så man skal ind og aktivere den forfra. Men det bliver formentlig bedre når vi får en Javascript løsning for NemID, da man så kan logge ind med den.

Hvor kunne digitaliseringen gå endnu længere end i dag?

Men digitaliseringen er slet ikke forbi. Det kan gå meget længere. F.eks. er det utroligt så dårligt de offentlige instanser snakker sammen digitalt. Hvorfor skal man f.eks. aflevere sin årsopgørelse fra skat for at kunne søge tilskud hos det offentlige? Den bør de da selv kunne hente.
Hvorfor skal man aflevere sine lønsedler? De samme oplysninger kan trækkes via skats e-indkomst opgørelse. Her kunne systemerne godt blive bedre til at tale sammen.
Herudover er det utroligt at man for nogle ansøgninger til det offentlige stadig skal udfylde en papirversion, scanne den ind og sende den via e-boks. Dette bør kunne gøres sikkert med en elektronisk formular.
Men det er ikke kun det offentlige der halter bagefter. Der findes stadig masser af banker hvor man ikke kan oprette en ny konto eller oprette sig som kunde elektronisk – men er nødt til at have fat i banken telefonisk eller fysisk. Dette bør kunne effektiviseres.
I sundhedssystemet er der stadig masser af eksempler på at de forskellige journalsystemer ikke taler sammen, så man skal dobbeltregistrere mange ting. Det bør ikke være nødvendig at dobbeltregistrere noget.
Der bør kunne hentes en masse penge ved at binde systemerne bedre sammen. Og der er masser af eksempler på at det offentlige ikke er nået langt nok i digitaliseringen, selvom vi er de bedste i verden og mange af verdens lande besøger os for at se hvordan vi gør. Vi bør også få rettet nogle af de mange uhensigtmæssige fejl ved NemID og e-Boks så man kan give borgerne en ordentlig service.

0 0 votes
Article Rating

Andreas Andersen

Forfatter og grundlægger af IT-blogger.dk, der har blogget om IT-emner siden 2012. Findes på Mastodon på @aphandersen@ansico.dk

Abonner
Giv besked ved
guest

0 Comments
mest stemt på
nyeste ældste
Inline Feedbacks
View all comments
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x