Er det stadig forbudt at linke til andre sociale medier på Twitter?
Der gik kun en dag fra Twitter annoncerede ny politik der forbød at linke til konkurrerende sociale medier, til politiken blev slettet.
Det går hurtigt for Twitter i disse dage. I går annoncerede Twitter en ny politik, der forbød at linke til deres konkurrerende sociale medier i et tweet eller i biografien på din Twitterprofil. Twitter annoncerede den nye politik med et tweet, men dette tweet er nu slettet og siden hvor politiken lå er også slettet.
Men betyder det nu, at det igen er lovligt at indsætte et link til fx. sin Mastodon profil i et tweet?
Det er svært at svare på, fordi det har Twitter endnu ikke kommenteret på. Den nye politik er mildt sagt kommet i modvind, og nogle mener også den overtræder EU regler på området.
Sidenhen har Twitter lanceret en afstemning, hvor de spørger hvorvidt det skal være forbudt netop at linke til konkurrerende sociale medier. Afstemningen er endnu ikke afsluttet, men resultatet peger lige nu klar på et nej.
At beslutningerne i Twitter i fremtiden i højere grad skal tages på baggrund af afstemninger blandt dets brugere, har Elon Musk allerede meldt ud. Faktisk har han også lavet en afstemning om hvorvidt han skulle træde tilbage som leder for Twitter, hvilket endte med et flertal for ja. Hvorvidt han vil følge resultatet er endnu ikke bekræftet.
Mens Twitter endnu ikke har meldt ud, om det har tænkt sig at lukke brugeres konti, hvis de linker til andre sociale medier, så er det i hvert fald fortsat ikke muligt at indsætte et link til mange Mastodon instanser. Her vises fortsat en fejl, hvis man forsøger at indsætte et link.