Fiskers elbiler vil i fremtiden kunne få skiftet batteri
Ligesom Nio vil Fisker også anvende batteriskifte til deres elbiler fra næste år. De har nu indgået et samarbejde med Ample om det.
I stedet for at oplade din elbil, findes der også en mulighed for at køre ind på en station, hvor batteriet på få minutter skiftes helt ud. Muligheden er ikke særlig udbredt, og anvendes nu kun af Nio, hvor skiftet af batteri foregår på såkaldte powerswap stationer. På Nio’s powerswap stationer tager det 5 minutter at få skiftet batteriet ud, som så er opladet med mindst 90% strøm. Netværket af powerswap stationer er dog ikke særlig udbredt, i Danmark er der lige nu fx. kun en powerswap station i Slagelse.
Men nu vil Fisker på samme måde komme med på banen og tilbyde batteriskift. I en pressemeddelelse fortæller de at de fra næste år vil tilbyde batteriskift på Fisker Ocean, og de vil også anvende teknologien ved fremtidige elbiler fra dem.
For at kunne det har de indgået et samarbejde med Ample, der netop leverer powerswap stationer. Lige nu er Ample dog ikke i Danmark, men det kan de måske komme i fremtiden. I hvert fald hvis denne mulighed skal have en chance for at blive udbredt.
Ideen med powerswap er at nedsætte ladningstiden, så den minder lidt mere om tiden du bruger på at tanke bilen op med benzin. Men ulempen er de få powerswap stationer og lige nu også prisen. Hos Nio koster det et abonnement på mindst 1.299 kroner pr. måned at få adgang til at skifte batteriet, og med det abonnement kan du maksimalt skifte batteriet to gange månedligt.
Til forskel fra Nio’s powerswap stationer som udskifter en stor batteripakke, så anvender Ample en multibatteripakke-metode, hvor der udskiftes flere små batteripakker på størrelse med en skotøjsæske.
Af pressemedelelsen fremgår det at de fra 1. kvartal 2024 vil tilbyde en udgave af Fisker Ocean, hvor batteriskifte er muligt. Det vil således ikke være tale om at de nuværende producerede Fisker Ocean vil få denne mulighed. Det fremgår også at det i starten kun vil være såkaldte “fleet operators” der vil få adgang til den nye udgave – således bliver der ikke adgang til at private kan købe den, men snarere erhvervsbiler som taxiselskaber der har brug for hurtigt at køre videre.