Fravalg af skorstensfejer i tomt hus til salg
Kan man fravælge skorstensfejer for et tomt hus der bare står til salg? Det ser vi på i denne artikel.
Når du har et hus med skorsten, skal skorstensfejeren med jævne mellemrum forbi for at feje skorstenen. Du har pligt til at få fejet skorstenen mindst én gang årligt, så en skorstensfejer er som udgangspunkt ikke noget du kan fravælge.
Betalingen til skorstensfejeren opkræves ikke af skorstensfejeren selv. I stedet bliver det opkrævet på ejendomsskatregningen til kommunen, det vil sige sammen med grundskylden. Kommunen betaler så skorstensfejeren beløbet. Du skal regne med det koster cirka 100 kroner pr. måned at få renset skorstenen på dit hus.
Men hvad hvis huset bare står tomt og til salg?
Ja, så kan det være en anden sag. Her giver det jo ikke mening at få fejet skorstenen, når den ikke er i brug.
Det kan være forskelligt fra kommune til kommune. Men ofte kan du afmelde skorstensfejeren, ved at kontakte skorstensfejeren og få ham til at frakoble brændeovnen fysisk, så skorstenen ikke kan bruges. Det kan skorstensfejeren tage et gebyr for. Der er ofte en frist for at undgå at betale gebyr det kommende år, og den frist er ofte 1. november.