Google Nexus Player – Google lancerer Android TV
Google har netop lanceret et nyt Android TV der skal være en konkurrent til Apple TV. Det får navnet Google Nexus Player og er lavet i samarbejde med Asus. Fra på fredag den 17. oktober 2014 kan man forudbestille den i Google Play butikken.
Google Nexus Player er en lille rund, flad enhed der har et smart og lækkert design – lidt ligesom Apple TV. Der følger en fjernbetjening med som man kan styre enheden med. Man kan også købe et joystick ved siden af, så man kan spille Android spil direkte på enheden.
Hidtil har Googles bud på streaming TV været chromecast – en lille nøgle man sætter i sin HDMI port hvilket giver mulighed for at caste stort set hvad som helst fra Google Chrome eller ens mobiltelefon – herunder TV fra Netflix eller Viaplay. Det kan også bruges til at se DR TV med – her skal man dog caste det fra en PC, hvor chromecast-ikonet fremkommer i playeren. Endelig kan det også bruges til at caste Youtube videoer op med. Chromecast har været et rigtig godt bud på at kunne streame film op på ens TV – men der har ligesom manglet en mulighed for at kunne styre selve enheden med en fjernbetjening, så det ikke altid behøver at foregå med en mobiltelefon. Herudover har tilgængeligheden af apps også manglet lidt, da man jo egentlig gerne vil anvende mange flere apps fra Google Play.
Apple TV’et har ikke haft mange flere apps, men har haft en fjernbetjening så man kunne styre enheden. De har også haft airplay hvor man kan caste ting op på sit apple TV. Hvis man sammenligner chromecast og Apple TV synes castingen dog at køre mere stabil på chromecast.
Det nye Google Nexus Player skulle efter sigende også indeholde et indbygget chromecast, så man får alle disse muligheder med. Men samtidig indeholder det en 8 Gb hukommelse hvor man kan installere Google Play apps direkte på enheden. Det kan f.eks. være streaming apps – men også forskellige spil fra Android så Google Nexus Player kan fungere som en spilkonsol.
Google Nexus Player forbinder ligesom chromecast på dit bredbånd og kører så som selvstændig enhed. På fjernbetjeningen er der få knapper, hvoraf den ene er en knap der aktiverer en mikrofon, så du kan lave en stemmesøgning på f.eks. Google Play.
På TV’et får man et interface der godt kan minde lidt om Apple TV. I toppen ser man forskellige film man kan se, mens der nedenunder er listet de apps der er installeret. Google Nexus Player snakker også sammen med dine andre Android enheder, så du f.eks. kan starte en film på dit Google Nexus Player og så gå i seng og se filmen færdig på din tablet.
Det eneste det kræver for at du kan få Google Nexus Player er en fri HDMI port på dit TV og en bredbåndsforbindelse – nøjagtig som for chromecast.
Hvad er prisen på Google Nexus Player?
Lige nu er rygterne at Google Nexus Player kommer til at koste 99$, hvilket er ca. 575 danske kroner. Gamecontrolleren sælges seperat og skulle eftersigende koste 39$ eller 227 danske kroner. Den nøjagtige pris får vi sandsynligvis at se fredag hvor man kan forudbestille den i Google Play butikken.
Se mere om Google Nexus Player her.