Google sagsøger SEO-firma
Google har nu trukket et SEO-firma i retten, fordi de misinformerer kunderne til at tro, at de repræsenterede Google og kunne garantere en 1. plads i Google’s søgeresultater.
Firmaet hedder Local Lighthouse og kommer fra Californien. Firmaet er langt fra alene. Man ser ofte SEO-firmaer der ikke er helt ærlige og garanterer at det kan meget mere, end der er muligt.
Men lad mig slå en ting fast: Ingen kan garantere en 1. plads i Google! Søgemaskineoptimering handler om at optimere hjemmesiden, så det bliver lettere for Google at indexere den på relevante søgeord du gerne vil findes på. Men i sidste ende er det Google’s algoritme der bestemmer hvad plads i søgeresultaterne din hjemmeside får.
Ofte forsøger firmaerne dog alligevel at opnå en 1. plads i søgeresultaterne på bestemte søgeord. Dette gør de ved at vælge et sjældent søgeord som stort set ingen søger efter. Hvis man så optimerer efter dette er der næsten 100% garanti for at man kommer nummer 1 på netop dette søgeord, fordi det er så sjældent. Men det er ingen penge værd, da ingen søger efter det = ingen trafik.
Google har anklaget firmaet for tre ting: 1) Misledende markedsføring 2) Brud på varemærke 3) Unfair konkurrence.
En af firmaets metoder skulle være automatiske salgsopkald telefonisk, hvor de også skulle påstå at de kom fra Google. Disse opkald skulle være temmelig aggressive, hvilket har gjort nogle brugere sure. Men Google ville aldrig lave så aggressiv markedsføring – så vær sikker på det ikke er Google der ringer, hvis du oplever dette.
Se retsdokumenterne til sagen mellem Google og Local Lighthouse her.