Hvad er 11 timers reglen?
11 timers reglen er i modsætning til hvad mange tror ikke en ret der er sikret ved overenskomst, men ved lov. Det er en regel der beskytter arbejdstager mod for lidt hviletid.
Du har sikkert i forbindelse med dit arbejde hørt om 11 timers reglen. En regel der gør at der skal være 11 timers hvile fra du går hjem fra arbejde til du møder igen. Eller mere korrekt: at der i løbet af 24 timer altid skal være 11 timers sammenhængene hviletid hvor du ikke arbejder. Med andre skal man i løbet af 24 timer på ethvert tidspunkt kunne gå 24 timer tilbage og finde 11 timers sammenhængende hvile.
11 timers reglen er ikke kun lavet for at beskytte dig som arbejder, men også for at beskytte dine kollegaer eller kunder mod sjusk der bliver lavet, fordi du er for træt til at være på arbejde.
Det er muligt i nogle situationer at kunne afvige fra 11 timers reglen. Når dette sker skal din arbejdsgiver føre en log der dokumenterer hvorfor 11 timers reglen ikke blev overholdt. Når der dispenseres fra 11 timers reglen, kan den sættes ned til 8 timers sammenhængende hvile.
Typisk kan 11 timers reglen afvige i følgende situationer:
- Arbejdssteder, der af hensyn til offentligheden kræver leveringen af varige ydelser
- Industrier, hvor arbejdsprocesser af tekniske grunde ikke kan afbrydes
- Særlige sæsonbetonede erhverv
- Ved ordinære planlagte og ekstraordinære holdskift
11 timers reglen gælder ikke for folk i ledende stillinger eller medarbejdere der har en særlig selvstændig stilling.
Selve 11 timers reglen fremgår af Bekendtgørelse om hvileperiode og fridøgn m.v. Her fremgår af §3:
Arbejdstiden skal tilrettelægges således, at de ansatte får en hvileperiode på mindst 11 sammenhængende timer inden for hver periode på 24 timer.
I samme bekendtgørelse fremgår også, at du som minimum skal have et ugentligt fridøgn i en periode på 7 døgn.
Inden for hver periode på 7 døgn skal de ansatte have et ugentligt fridøgn, der skal ligge i umiddelbar tilslutning til en daglig hvileperiode. Det ugentlige fridøgn skal så vidt muligt falde på søndage og så vidt muligt samtidig for alle, der er ansat i virksomheden.
11 timers reglen er altså ikke en regel der fremgår af overenskomsterne, som mange tror, men derimod er det en lovsikret rettighed man har.