Hvad er Stagflation?
Her kan du læse mere om begrebet Stagflation.
De fleste kender begrebet inflation – et begreb for at priserne stiger. Når priserne stiger vil det ofte føre til større lønkrav, hvilket vil få priserne til at stige endnu mere. Dem der låner penge ud vil kræve højere renter for at gøre det, hvilket vil få renten til at stige. Generelt er det hverken godt med en for høj eller for lav inflation, og derfor styrer centralbankerne med pengepolitikken de centrale renter for at dæmpe inflationen. Når de hæver renterne er det derfor ofte for at få dæmpet inflationen.
Stagflation er derimod et udtryk for kombinationen af en høj inflation og en stagnerende økonomisk vækst i et samfund (lavkonjunktur). Det er en rigtig skidt ting for et samfund, og det fører ofte til stigninger i arbejdsløsheden. Det kan blandt andet skyldes at råvarepriserne stiger, hvilket dæmper aktiviteten i samfundet.
I de fleste vestlige lande i 70’erne så man stagflation. Her så man lavkonjunktur med stigende arbejdsløshed og samtidig tårnhøj inflation. Dette førte blandt andet til devalueringer af mange valutaer.