Køb billig Viagra – fup eller fakta?

Har du også fået e-mails hvor du bliver tilbudt at købe billig Viagra, Cialis eller anden medicin? Se her hvad reklamerne går ud på og om du kan stole på dem.
Jeg tror alle har prøvet at modtage reklamemails, hvor de tilbydes at købe diverse former for medicin. Som regel er der tale om medicin mod impotens, hårtab eller måske mod forhøjet blodtryk. Det er klassiske spammails, der har til formål at lokke dig til at købe noget hos dem.
Et eksempel på disse mails er en mail, der indeholder nedenstående billede. Her bliver du tilbudt at kunne købe medicin mod Impotens online. Der er ofte tale om produkterne Viagra, Cialis og Levitra der alle er lægemidler mod impotens. Der fremgår at det er fuldt lovligt og at de sender til alle EU lande. Ofte er der også en ledtpåklædt kvinde på billedet, der skal lokke dig til at trykke på det.

Et andet eksempel er nedenstående, hvor du tilbydes at kunne købe flere styrker af Viagra mod impotens. Du får oven i købet en 100% garanti – hvad det end indebærer.

Hvis du peger på billedet, ser du at det er et link. Det peger ofte på en meget skummel adresse, der ikke virker særlig professionel. For eksempel pegede det ene af de ovenstående adresser på adressen http://e.apotekedelivery.eu/ og hvis du klikker på det (hvilket jeg ikke vil anbefale), bliver du viderestillet til adressen https://www.ukfarm.org.
UKfarm.org er en klassisk hjemmeside, hvor man kan købe medicin online. Der findes tonsvis af disse sider i hele verden, så det er bestemt ikke de samme der står bag.

Hvem står bag disse mails?

Det kan være meget svært at spore, hvem der står bag disse reklamemails. De domæner de bruger har ofte deres adresse skjult, så man ikke kan se hvem der ejer domænet.
Men en af de klassiske ting jeg har lagt mærke til, er at billederne i disse mails ofte indeholder en adresse på et subdomæne, der så viderestiller til den rigtige adresse. Her vil jeg gætte, at det så ikke er firmaet på den rigtige adresse der står direkte bag. For eksempel er det næppe UKfarm.org der har lavet ovenstående mail, som peger på deres hjemmeside. I stedet er der formentlig tale om det der kaldes for en affiliateside.
UKfarm.org og mange af de andre hjemmesider benytter sig jo af affiliate marketing, som så mange andre hjemmesider. Det er der sådan set ikke noget mærkeligt i. Det er en form for marketing, hvor nogle laver hjemmesider der har til formål at tiltrække besøgende, som de så opfordrer til at besøge en anden hjemmeside, f.eks. UKfarm.org. Men i stedet for at lave nogle kvalitetshjemmesider, der leder trafikken videre, har bagmændene her formentlig bare lavet en viderestilling fra det skumle subdomæne til den rigtige adresse. Dermed tjener de en kommision, hvis du faktisk køber noget fra f.eks. UKfarm.org.
Med andre ord er det formentlig ikke UKfarm.org der står bag, men snarere nogle bagmænd der reklamerer for dem.

Er det lovligt at købe medicin på nettet?

Køb af medicin på nettet er noget du skal tænke godt over inden du gør. Det kan være lovligt, men er ofte ulovligt. Og hvis du ikke køber det et ordentlig sted, risikerer du at der er tale om forfalsket eller stjålet medicin, som måske slet ikke indeholder det sælgerne siger. Der er for eksempel tidligere set eksempler på forfalsket medicin, hvor der var cement i tabletterne.
For det første er det ulovligt at købe medicin uden for de såkaldte EØS-lande, hvilket omfatter EU, Lichtenstein, Norge og Island. Du må altså ikke købe medicin fra USA.
Hvis det er inden for et af EØS-landende, som det for eksempel er tilfældet her med UKfarm.org der ligger i Storbrittannien, så har Lægemiddelstyrelsen en ret god guide til hvad du skal tænke på. Der er nemlig kommet et logo der SKAL fremgå af hjemmesiden, for at det er lovligt at handle der.

Hvis dette logo ikke fremgår af hjemmesiden, er det ikke lovligt at købe medicin der. Hvis det fremgår af hjemmesiden er det måske lovligt. Det afgør du ved at klikke på logoet, hvilket bringer dig ind en liste med alle de apoteker eller detailhandlere, der lovligt sælger medicin på nettet, og du skal så her tjekke om f.eks. UKfarm.org fremgår af listen. Hvis de ikke gør det, er det ikke lovligt at handle der.

Er det farligt at handle medicin online?

Det kan være farligt at handle medicin online, hvis det ikke er fra en godkendt forhandler. For det første ved du jo ikke om de sælger forfalsket eller stjålet medicin. Du ved ikke om der er rigtig medicin i eller om medicinen har været opbevaret korrekt.
For det andet er det ikke sikkert at medicinen er godkendt i Danmark på de vilkår de sælger dem på hjemmesiden. Ofte kan du købe medicin, som kræver en recept herhjemme. Det gør det jo, fordi det er vigtigt at din læge vurderer om det kan være farligt at du får medicinen.
Nogle af disse hjemmesider gennemfører et lægeinterview via et spørgeskema, men det er slet ikke af samme standard som en samtale med din egen læge. Hvis du for eksempel tænker på Viagra, så er det vigtigt at lægen udreder dig for hjerteproblemer, inden du begynder behandlingen. Dette kan du jo ikke få gjort hvis du køber medicinen online.
Jeg kan kun anbefale udelukkende at købe medicin online fra godkendte forhandlere. Og gælder det receptpligtig medicin, vil jeg anbefale at du taler med din egen læge om det inden du køber medicinen. Disse reklamer hvor du lokkes med tilbud på medicin er fup. De er lavet af nogle, der udelukkende videredirigerer dig til en hjemmeside for at tjene penge.

0 0 votes
Article Rating

Andreas Andersen

Forfatter og grundlægger af IT-blogger.dk, der har blogget om IT-emner siden 2012. Findes på Mastodon på @aphandersen@ansico.dk

Abonner
Giv besked ved
guest

0 Comments
mest stemt på
nyeste ældste
Inline Feedbacks
View all comments
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x