Lexus RZ 450e – Ny elbil fra Lexus
Toyota bZ4X’s storebror Lexus RZ 450e er nu blevet lanceret fra Lexus.
Lexus er Toyoutas luksusmærke og de er nu på vej med deres første el-bil, der kommer til at hedde Lexus RZ 450e. Bilen kommer på mange måder til at minde om en opgraderet bZ4X, der er baseret på samme e-TNGA platform. Rækkevidden er op til 438 km og batterikapaciteten på 71,4 kWh. Det svarer til et forbrug på 6,13 km/kWh.
Bilen er firhjulstrukket og er udstyret med en 150 kW elmotor foran og en 80 kW elmotor bagpå. Det svarer samlet set til en effekt på 230 kW eller 313 hk. Maksimalhastigheden er 160 km/t og bilen kan accelerere fra 0 til 100 km/t på 5,6 sekunder.
En af de mest markante ting ved denne el-bil er nok rattet, som kaldes “steer-by-wire”. Det er godt nok ekstraudstyr, men noget bemærkelsesværdig og minder mest af alt om noget fra en starwars film. Fordelen ved rattet skulle være et bedre udsyn bag rattet, fordi rattet er mindre.
Indeni er bilen udstyret med en infomediaskærm på hele 14″. Herudover er der integreret både Apple Carplay og Android Auto, ligesom deres egen assistent Hey Lexus skal sørge for man kan styre en del med stemmen.
Som nævnt har batteriet en kapacitet på 71,4 kWh. Opladningen derhjemme kan ske med op til 11 kW, mens lynladning kan ske med op til 150 kW. Det vil tage ca. en halv time at oplade fra 0% til 80%.
Skulle du overveje at bruge bilen med en trailer, har bilen kun en trækkraft på 750 kg. Der er da heller ikke installeret en trækkrog på som standard.
Længden af Lexus RZ er på 4,8 m hvilket gør den til endnu en bil i mellemklasse-segmentet. Toyota bZ4X koster fra 397.990 kr., men Lexus RZ 450e starter med priser fra 559.500 kr.