Linuxfx – Windows 10 Linux distribution
Den brasilianske linuxdistribution Linuxfx specialiserer sig ved at lave en linuxdistribution der på overfladen ligner og minder om Windows 10.
Gennem tiden er der lavet flere forsøg på at lave linuxdistributioner, som til forveksling ligner Windows 10. Jeg har selv skrevet artikler om hvordan man skifter udseendet af linux, så det ligner Windows 10. Men der findes også distributioner som direkte installerer et Windows-lignende system.
Tilbage i tiden kom den Linuxdistribution der hed Lindows. Den hedder i dag Linspire, fordi Microsoft tvang dem til at skifte navn. Formålet var at skabe en linuxdistribution, der ikke bare lignede Windows, men også kunne køre de fleste Windowsprogrammer. De kom frem i 2001, men allerede i 2002 sagsøgte Microsoft dem, fordi de mente at “Lindows” navnet krænkede deres Windows varemærke. Det blev dog initielt afvist af retten, fordi “windows” også er et mere generelt navn om vinduer i et operativsystem. De ankede dog og det hele endte i et forlig, hvor Lindows skiftede navn til Linspire.
Nu er der så kommet den brasilianske linuxdistribution LinuxFx. Der er tale om et Debian/Ubuntu KDE baseret skrivebord, men ligner på overfladen Windows 10. I folkemunde kaldes den også for WindowsLinux OS eller WndowsFx. Den kan downloades her.
Linuxdistributionen understøtter også at køre .EXE og .MSI filer, men det er igennem Wine. Den indeholder også et specielt WX tema, som skal få den til at ligne Windows, og så skulle den eftersigende også indeholde en personlig assistent.
Det er ikke verdens mest populære linuxdistribution, men alligevel meget sjovt at prøve.