Lomiri – Nyt navn til Unity8
UBports communitiet der vedligeholder desktopmiljøet Unity8, har givet det et nyt navn. Fremover hedder Unity8 nu Lomiri.
Unity var for nogle år siden standard desktopmiljøet i Ubuntu. Oprindeligt var det GNOME, der var standard desktopmiljøet, men på et tidspunkt valgte Ubuntu at skabe sit helt eget desktopmiljø, der så fik navnet Unity.
Unity var elsket af nogle og hadet af andre. Nogle valgte at skabe nye grene af Ubuntu, for at fortsætte i GNOME stilen, mens andre hoppede på vognen med Unity.
Men i sidste ende førte det til at Ubuntu valgte at droppe Unity, til fordel for GNOME igen. Det lød dengang at Unity var død, og ville ikke blive vedligeholdt længere.
Men som andre dele af Linux, så dør ting sjældent helt. Der er som regel altid nogle udviklere der samler det op, og udvikler det videre. Sådan skete det også med Unity, og i dag er det UBports der vedligeholder Unity.
Men nu har UBports så meldt ud at de vil give et nyt navn til Unity. Fremover vil det komme til at hedde Lomiri i stedet for. Alle pakker der har “Unity” eller “Ubuntu” i navnet, vil skifte navn til Lomiri. Lomiri skal udtales “Low-me-ree”.
Der er flere grunde til at UBports har valgt at skifte navn. For det første associerede mange Unity med en spilmotor, og det slipper de nu for ved at skifte navn. For det andet mente de at Unity8 ikke var så nemt at udtale, og de mener at Lomiri her er bedre. Og for det tredje bliver Unity associeret for meget med Ubuntu.
Det sidste punkt kræver nok mere forklaring. UBports forsøger nemlig at få Debian til at implementere Unity, der nu kommer til at hedde Lomiri. Og det ville de aldrig gøre, hvis pakkenavnene hedder noget med “Ubuntu”. Derfor var det nødvendigt at skifte navn her.
UBports understreger at navneskiftet intet har at gøre med at Cannonical eller Ubuntu har bedt dem om at skifte navn, af juridiske grunde.