Mørkeland – efterfølger til Kongekabale på vej
Der er en efterfølger til filmen Kongekabale på vej. Den får titlen “Mørkeland”.
De fleste husker det politiske drama Kongekabale tilbage fra 2004, hvor Anders W. Berthelsen gav den som politisk journalist og stiftede bekendtskab med hvordan spind fungerer på Christiansborg. Nu er der en efterfølger på vej, og den får titlen “Mørkeland”. Optagelserne begynder i dag. Det fremgår af en pressemeddelelse fra SF Studios.
Det var Nikolaj Arcel der instruerede Kongekabale, mens det er Mikkel Serup der kommer til at stå for Mørkeland. Anders W. Berthelsen kommer stadig til at spille Ulrik Torp, og man vil også gense både Christoffer Bro og Charlotte Munck på rollelisten.
Filmen Mørkeland er en filmatisering af anden bog i den politiske thrillerserie af Niels Krause-Kjær. Selvom det er en fortsættelse fra Kongekabale, kan den sagtens også ses alene. Kongekabale var en relativ populær film der blev set af over en halv million i biograferne.
I filmen følger vi fortsat Ulrik Torp, nu snart 20 år senere. Han har været arbejdsløs og i en midtvejskrise, men ender nu i virksomhedspraktik på hans gamle arbejdsplads Dagbladet. Hans gamle kollega Henrik Moll er nu blevet chefredaktør, og beder ham dække en mordsag. Endnu engang bringes Ulrik Torp ind i en politisk sammensværgelse.
Udover de nævnte skuespillere kan vi også i filmen møde Patrick A. Hansen, Sofie Nolsøe, Mathilde Arcel Fock, Simon Kongsted, Mathilde Eusebius, Ellaha Lack, Mohamed Djeziri, Sara Fanta, Lene Maria Christensen, Tommy Kenter og Ina-Miriam Rosenbaum.
Der fremgår ikke hvornår filmen kommer i biografen eller til streaming, men optagelserne begynder i dag.