Nordea indfører Dankort i Apple Pay
Nordea har nu også meldt ud at de vil implementere Dankortet i Apple Pay, så man kan betale med det.
Når du betaler med Apple Pay i dag, betaler du højst sandsynligt med Visa, selvom det er et Visadankort du har tilføjet til Apple Pay. Danske Bank er nemlig den eneste danske bank der har implementeret Dankortet i Apple Pay, hvorfor man betaler med Visadelen af kortet når man gennemfører en betaling.
Netop det har der været en del debat om, da det kan være med til at udhule Dankortet så det til sidst uddør. Dette er et problem, fordi Dankortet er det billigste for samfundet og for butikkerne. I 2016 opgjorde Nationalbanken prisen pr. betaling for hhv. kontantbetaling, Dankort og internationale debetkort. Dette viste at det kostede kun 2,4 kroner pr. betaling af svinge Dankortet, mens prisen for at anvende internationale debetkort var 4,1 kroner pr. betaling og for kontanter 4,5 kroner pr. betaling. NETS der ejer Dankortet har også meldt ud at de danske butikker årligt sparer 500 millioner kroner i gebyrer, hvis danskerne bruger Dankortet fremfor de internationale kort. Det er altså bedst både for samfundet og butikkerne.
Nu har Nordea så også meldt ud, at de i løbet af 2024 vil understøtte betaling med Dankort i Apple Pay. Dermed tilslutter de sig Danske Bank og de andre banker, der også har meldt ud at Dankortet er på vej. De omfatter også Arbejdernes Landsbank, Lån og Spar bank, Middelfart Sparekasse, Sparekassen Kronjylland, Vestjysk Bank og Sydbank.
Det er især NETS der har presset på for at få de danske banker til at tilbyde Dankortet i Apple Pay. De har fra 2025 stillet et krav om at danske banker skal understøtte Dankortet i Apple Pay. Der fremgår dog ikke hvad der sker, hvis bankerne ikke gør det, og nogle banker har ikke meldt sig på banen til at støtte beslutningen. Det forlyder også at NETS har lavet en særlig aftale med Nordea der gør, at banken tjener det samme på Dankortet og internationale kort uanset hvilket der bruges i Apple Pay.
Det er desværre ikke endnu muligt at få Dankortet ind i Google Pay, fordi Google ikke understøtter muligheden for at tilknytte begge sider af et Visadankort til app’en endnu. Det har Apple Pay understøttet siden 2022, og det er derfor bankerne kan tilbyde det nu.