Nordicway – Ny dansk Webhoteludbyder
Nordicway er en ny webhostingudbyder der er kommet i Danmark. Se her hvad de tilbyder og hvad fordele og ulemper er ved dem.
For nylig blev jeg gjort opmærksom på at der var kommet en ny webhostingudbyder i Danmark, med navnet nordicway. Det er jo altid interessant når der kommer en ny spiller på banen, så den skulle jeg da lige se nærmere på 🙂
Hvem står bag nordicway?
En af nordicways svagheder er nok at det er så ungt et firma. Domænet nordicway.dk blev registreret august 2019 og det er en privatperson, ikke et firma der ejer det.
På selve hjemmesiden er der dog registreret et CVR nummer, som er et anpartsselskab (ApS), der også blev oprettet august 2019. Det er ejet af 2 personer, hvoraf jeg kender den ene person lidt, fordi han tidligere har været gæsteblogger på IT-blogger.dk, og han er reel nok.
På deres Facebookside er der indtil videre kun én person der synes godt om, og på Trustpilot er der kun 17 anmeldelser, så det er lidt svært at konkludere noget udfra.
Hvad får du hos nordicway?
De har kun ét webhotel at vælge imellem hos nordicway, så det er jo meget nemt. Hvis vi starter med at kigge på prisen for webhotellet, så koster det lige nu 9,50 kroner pr. måned på tilbud, men efter et år 29 kroner pr. måned. I forhold til de andre webhoteludbydere jeg kender, så ligger de stadig i den billigere prisklasse, men UnoEuro er nu stadig billigere. Oprettelsen koster 110 kroner.
På nordicways hjemmeside skriver de at der på deres webhotel er “masser af plads”. Kigger man på specifikationerne er der dog kun tale om 5 GB, hvilket er halvdelen af hvad UnoEuro tilbyder i deres webhotel, der er billigere. Hvis du kun har én hjemmeside, burde det dog være mere end rigeligt. Det bør nævnes, at nordicway tilbyder at opgradere tilgængelig plads hvis du ønsker dette.
Ellers er der uendelig antal domæner, trafik, e-mailadresser og MySQL databaser. UnoEuro tilbyder også uendelig antal domæner og trafik, men ikke e-mailadresser og MySQL databaser, hvis vi vil have det på alle de domæner der er tilknyttet. Hos nordicway får du 2 GB hukommelse, hvilket er 4 gange så meget som UnoEuro tilbyder. Og HTTPS beskyttelse får du også gratis begge steder.
Som en af de bedste ting ved nordicway, ser jeg at de har cPanel. Altså det her panel du bruger til at administrere dit webhotel. Det er der kun få udbydere der har i Danmark, herunder cHosting og Azehosting, og det er en fornøjelse at der er kommet en ny spiller med det.
Hvis jeg kigger på specifikationerne hos nordicway, ser det rigtig fint ud til prisen. Jeg har jo et Azehosting webhotel til ca. 8 domæner. Jeg kan se at jeg her bruger ca. 23 GB plads på mit webhotel, og derfor vil det jo ikke være muligt at kunne flytte mine domæner til nordicway og få det samme som hos Azehosting. Men hvis du ikke bruger den samme mængde plads kunne nordicway, udfra specifikationerne, sagtens være et godt alternativ.
Hvis jeg må komme med en opfordring til nordicway, så kunne det være godt hvis de kunne lade sig inspirere lidt af den gejst vi så hos Meebox i gamle dage. Og så gøre det mere synligt hvad det koster at opgradere pladsen på webhotellet.
Samlet set er det rigtig godt at der er kommet endnu en dansk webhostingudbyder, der kan konkurrere med nogle af de andre. Prisen er rimelig, men ikke så billig så du skal frygte de går fallit med det samme. Det er ikke aktuelt for mig at skifte lige nu, men jeg følger gerne med i hvordan det går med den nye udbyder de kommende år.