Nordisk Energy – billigt eller dyrt elselskab?
Elselskabet Nordisk Energy er nyt, men der florerer allerede dårlige rygter om dem. Er de overhovedet billige? Det skal vi se på her.
I løbet af år 2022 kom der endnu et nyt elselskab på markedet, der bærer det mærkelige navn Nordisk Energy, hvor man ikke kan blive enige med sig selv om det er dansk eller engelsk. Det er et lille selskab (et Aps) bestående af kun 8 medarbejdere, i hvert fald ifølge hvad der senest er indberettet til CVR registret.
Men hvad tilbyder Nordisk Energy så? Ifølge deres hjemmeside kan man få en variabel elaftale der følger priserne på den nordiske elbørs, kun tillagt et spotpristillæg på 10 øre. Ellers er der intet abonnement og ingen gebyrer.
Men er det helt sandt? Nogle af deres kunder er stået frem i grupper på Facebook hvor de har fortalt om meget store acontoregninger og dyrere regninger end de regnede med. På hjemmesiden Elspotpris.dk, hvor der sammenlignes spotpristillæg for forskellige elselskaber, fremgår et skjult gebyr på hele 1,08750 kr. pr. kWh. Gebyret skulle angiveligt være fundet skjult i fakturaerne ved at sammenligne forbrug og priser på den nordiske elbørs med den pris der står på den endelige faktura. Hvis gebyret er beregnet korrekt, er det kæmpestort og det gør Nordisk Energy til et af de dyreste elselskaber.
Acontobetalingerne ved Nordisk Energy kan være lidt svær at gennemskue. De siger selv man starter med at betale et stort acontobeløb når man bliver kunde, og herefter opkræves man månedsvis bagud for det faktiske forbrug. Bemærk her at det betyder at der faktisk er et acontobeløb du kan risikere at miste hvis de engang går konkurs.
Jeg skrev til deres kundeservice i sidste måned og spurgte nærmere ind til deres priser. Her fik jeg ret hurtigt et svar at de kun tog 10 øre pr. kWh excl. transport, afgifter og handelsomkostninger. Det er svært helt at blive klog på hvad de handelsomkostninger dækker over, og om de indeholder det påståede skjulte gebyr, selvom deres kundeservice kommer med et detaljeret svar.
På Trustpilot får de en fin score på 4,4/5 stjerner, men jeg giverikke så meget for Trustpilot, da resultatet her nemt kan manipuleres.
Samlet set synes jeg dette selskab er svært at blive klog på og vi må høre folks erfaringer med tiden. Hvis jeg skal sige noget positivt virker de til at have en god kundeservice og det er imponerende med kun 8 folk ansat.