Ny medieaftale – får vi nu endelig mediestøtte til podcasts?
Der er i dag indgået en ny medieaftale mellem Regeringen og de røde partier. Får vi nu endelig mediestøtte til podcasts?
Jeg elsker at høre podcasts. Mine favoritter er Mørkeland, Borgen unplugged og Overskud. Jeg er ikke alene om dette, og der er ingen tvivl om at udviklingen går fra flow tv og FM radio til streaming, internetradio og podcasts. Den udvikling bør mediestøtten også understøtte.
I den nye medieaftale fremgår at man nu også vil støtte podcasts med dansksproget indhold. Det burde jo netop være målrettet nogle af de podcasts jeg hører.
Det er public service puljen, der bliver udvidet til også at omfatte podcasts. Ud af puljen skal 5% gå til lyd, som kan være radio eller podcasts. Puljen kommer til at indeholde 190 millioner kroner fra 2022-2025.
Spørgsmålet er så bare hvor nemt det er for podcastproducenter at få adgang til puljen. Mange af dem er ikke store selskaber som radioselskaberne, men privatpersoner og små enkeltmandsvirksomheder. Vil de have lige så let ved at få adgang til puljen? Det bliver spændende at se.