Popcorn time – hvad er det?
Popcorn time er en ulovlig streamingtjeneste der har været meget udbredt de seneste år. Det er en streaming tjeneste der på overfladen minder om Netflix (der er fuldstændig lovlig), men praktiserer deling af ulovlige film.
Teknologien bag Popcorn Time var en Bittorrent klient med en indbygget medieafspiller. På den måde kunne alle brugere deles om at hjælpe hinanden med at streame ulovlige film. På overfladen ligner det meget Netflix, da man både får covers og beskrivelser af de enkelte film der downloades.
Popcorn Time var jo helt klart ulovligt, fordi den delte film uden samtykke fra rettighedsindehaverne. Dette har også fået rettighedsalliancen (der er en sammenslutning af rettighedsindehavere af film og musik) til at begynde at sende opkrævninger ud til brugere der har anvendt Popcorn Time. Opkrævninger der ifølge eksperter ikke holder i retten.
Popcorn Time har ligget på en række forskellige domæner. En del af dem er med tiden blevet erklæret for ulovlige og lukket ned, men dette har resulteret i at den bare er åbnet et andet sted. Kildekoden bag programmet er også lagt frit ud, så enhver kan åbne sådan en service. Derfor er det endnu ikke lykkedes helt at lukke Popcorn Time.
Popcorn Time udfordrer Netflix
Popcorn Time har helt klart også udfordret Netflix, der blev bekymret over den stigende brug af den ulovlige tjeneste. Dette afspejler sig også i Google Trends, hvor man kan se en klar vækst i søgninger på Popcorn Time. Den gule repræsenterer Popcorn Time, den blå Netflix og den røde HBO.
Popcorntime.dk lukket
Den store brug af ulovlige tjenester som torrents og Popcorn Time bekymrer naturligvis filmproducenterne, der mister en del indtægter. Dette har også igen fået dem til at reagere med juridiske midler for at forsøge at stoppe brugen af Popcorn Time.
Den 24. juni 2015 blev hjemmesiden Popcorntime.dk konfiskeret af politiet, i forbindelse med efterforskningen af en sag. På hjemmesiden havde dets indehavere givet nøje instrukser til hvordan man kunne anvende programmet Popcorn Time til at se ulovlige film. Personerne er sigtet efter straffelovens § 299b for ophavsretskrænkelser af særlig grov karakter, der kan give op til 6 års fængsel.
Opkrævninger bliver sendt ud
Det næste juridiske skridt der er blevet tager er fra Scanbox Entertainment der har fået advokatfirmaet Opus Law til at udsende breve til alle dem der har anvendt Popcorn Time til at se film fra Scanbox Entertainment. Brevene indeholder et krav om erstatning på 2.200 kroner for at have set en film via Popcorn Time uden rettighedsindehavernes samtykke.
Til bevis har firmaet fået en dommerkendelse, der har tvunget TDC til at udlevere oplysninger om hvem der står bag den IP-adresse som på det tidspunkt har downloadet filmen.
Hvis ikke personerne vælger at betale opkrævningerne, vil det måske ende i en retsat og retten vil så skulle tage stilling til hvorvidt der er tilstrækkelige beviser i denne sag. Sagen er meget interessant fordi den er principiel og kan besvare følgende spørgsmål:
- Kan man blive dømt for at have downloadet og distribueret film via Popcorn Time, alene på baggrund af ens IP adresse? IP adressen er jo specifik for husstanden, men man kan ikke fastslå hvem i husstanden der har gjort det – eller om der evt. er en udefra der har anvendt husstandens WiFi til at se filmen.
- Hvad er prisen på at se en film ulovlig via Popcorn Time? Er den 2.200 kroner som Opus Law har vurderet eller er den lavere? Det koster jo 89 kroner at se en masse film via Netflix, så hvor meget højere skal prisen være hvis man ser en enkelt film ulovligt via Popcorn Time?
- Kan man bevise at personerne vidste hvad de gjorde? Og at de vidste at det var ulovligt? Personerne kan jo have været i god tro.
Det bliver spændende at følge med i om det ender i en retsag og hvad denne så ender med.
Hvad bliver det næste?
Men hvad bliver den næste udvikling af Popcorn Time så? Ulovlig fildeling startede jo i sin tid med tjenester som Napster og Kazaa. Disse blev stoppet, men i stedet blev torrents udviklet. Disse er også blevet hæmmet til en vis grad, men nu er Popcorn Time kommet der gør fildelingen meget nemmere. Hvad bliver den næste udvikling så?
Kan man forestille sig en udvikling hvor indholdet mere bliver streamet ud, uden at der downloades ned til computeren? Kan man forestille sig noget indbygget beskyttelse lignende Tor? Hvad tror du?
Har du anvendt Popcorn Time? Hvad var årsagen til at du valgte Popcorn Time fremfor Netflix? Var det udvalget af film eller prisen? Kan Netflix og rettighedsindehaverne gøre mere for at skabe en lovlig tjeneste der gør Popcorn Time overflødig? Skriv gerne en kommentar.
Popcorn Time kommer til at vende op og ned på branchen, så udsendelse af opkrævninger er én af de sidste krampetrækninger.
http://Www.Nopirat.simplesite.com
Her er hjælp at hente.