Så åbnede Threads i Danmark
Metas svar på Twitter/X har nu også åbnet op for europæerne, så danskerne kan være med.
Hvis du går ind på din Instagram konto får du nu tilbudt at oprette en Threads konto. Threads er et nyt socialt medie skabt af Meta – dem der står bag Instagram og Facebook. Det er et mikroblogging socialt medie, så det er til korte tekstbeskeder ligesom Twitter/X, Mastodon og Bluesky.
Mange Instagram brugere går nysgerrigt på Threads i disse dage og tjekker ud hvad det er. Så vidt jeg kan se er det vel omkring 5-10% af mine Instagram følgere, der nu har oprettet en profil. I det store billede er det også meget, når Instagram totalt set har 1,4 milliarder brugere – så skal der ikke meget til før man får en stor brugerbase.
Og netop Threads fælles brugerbase med Instagram er deres store styrke. Den største udfordring ved nye sociale medier er hvis der ikke er nogen brugere – noget fx. Mastodon led under på et tidspunkt. Så føles det lidt som at være i en spøgelsesby, og man får ikke selv lyst til at skrive indlæg.
Men hvad kan Threads så? Det ved vi ikke endnu. Threads taler nok især til dem der kan lide Twitter/X, men de er samtidig også målrettet dem der kan lide Instagram. Det bliver spændende at se hvad det gør ved samtalen.
Mange der har fået en profil på Threads har nok bemærket at stemningen er god (det samme siger brugere af Mastodon og Bluesky i øvrigt). Dette er en kontrast til Twitter/X hvor stemningen ofte bliver dårlig, hadsk og polariserende. Lad os se om det holder.
En gruppe af Twitter/X brugere kommer nok ikke til Threads, og det er konspirationsteoretikere, antivaxxere og dem der godt kan lide at sprede fake news. Det skyldes at Meta er kendt for en hård moderation af den slags indhold og det vil de ikke risikere.
Jeg byder i hvert fald velkommen til Threads og glæder mig til at se hvad det udvikler sig til. Du er velkommen til at følge mig der på min profil.