Sådan bekæmper du en AdBlocker

AdBlockere bliver mere og mere udbredte. Med disse extensions kan de besøgende du modtager på din hjemmeside blokere alle reklamer og dermed undergrave finansieringen af websiderne. I denne artikel får du tips og tricks til hvordan du skal håndtere det problem. 
AdBlockere er altså extensions som brugeren installerer i deres browser. Når de besøger en webside, så kan den detektere alle reklamer og så fjernes disse for brugeren. Mekanismen bag de enkelte adblockere er lidt forskellige.

Hvorfor blokere reklamer?

Reklamer på hjemmesider har altid delt vandende. Nogle mener de er grimme at kigge på og at man stort set ikke kan læse indholdet på en hjemmeside for alle de reklamer. Andre mener godt man kan lave en hjemmeside, hvor reklamerne er en integreret del af hjemmesiden og kan accepteres.
Det store paradox i den holdning, som dem der gerne vil blokere reklamer fremfører, er at de hverken vil se på reklamer eller ønsker mere brugerbetaling. De vil altså bare have gratis indhold.
For man skal jo ikke glemme at formålet med reklamer er jo at finansiere hjemmesidernes drift og muligvis give dem der bruger en del timer på at skabe indholdet en mindre løn. Og det skal lige siges at den timeløn man herved kan opnå ofte er markant lavere end den man opnår på arbejdsmarkedet.
Ikke desto mindre er der en del der har den holdning at reklamer er uønsket. Og de vil i stigende grad anvende extensions som adblockere – det kan vi ikke komme udenom.

Hvad er konsekvenserne?

Dette har selvfølgelig nogle konsekvenser som den enkelte websideejer må gøre op med sig selv:

  • Skal man indføre mere brugerbetaling for at læse hele indholdet?
  • Skal man blokere for besøg fra dem der bruger adblockere?
  • Skal man forsøge at omgå adblockere?
  • Skal man stoppe med at skabe mere indhold til gavn for alle?

Jeg tror at især den første konsekvens med mere brugerbetaling vil blive indført i meget højere grad, hvis væksten af adblockere fortsætter. Husk på at medier som Ekstrabladet og Politiken i forvejen har store problemer med at deres brugere der før betalte for en avis nu rykker på nettet i stedet for. Dette har de løst netop ved at indføre reklamer – og hvis den mulighed også bliver undergravet, så er eneste mulighed mere brugerbetaling. Hvis de da ikke vil dreje nøglen om.

Hvordan skal man håndtere adblockere?

Jeg tror for det første man er nødt til at indse at adblockere er kommet for at blive. Til gengæld tror jeg også der er forskel på dem der vælger at bruge en adblocker. Nogle er af den hardcore type der virkelig afskyr reklamer. Andre ønsker måske bare ikke at blive tæppebombet med reklamer, men kan godt acceptere en enkelt i ny og næ.
Især den sidste gruppe kan man bejle mere til, idet man kan sørge for at ens reklamer er mere integreret på ens hjemmesider og ikke skygger for indholdet. Begræns også antallet af reklamer så det er passende. Og undgå for alt i verden kæmpe reklamer der fylder en halv side eller aggresive reklamer som f.eks. en popup.

Vis specielt indhold til personer med adblockere

En strategi du kan vælge er at vise specielt indhold til dem der har en adblocker installeret. Pluginet Ad Blocking Detector og Anti-Adblock er netop dannet til at du kan differentiere imellem hvad der vises for dem med adblockere og hvad der vises for dem der ikke har en adblocker.
Så kan du selvfølgelig vælge at hvis man har en adblocker, så skal man alligevel have vist reklamer af en eller anden art.
Men du kan også vælge at vise noget andet du også godt kunne tænke dig, såsom en formular til at de kan tilmelde sig et nyhedsbrev. Når de så tilmelder sig, kan du jo efterfølgende vise reklamer for dem i nyhedsbrevet.
Du kan selvfølgelig også vælge at udnytte muligheden til at vise en besked til disse personer der blokerer reklamer. F.eks. kunne du formidle hvorfor reklamer er vigtig for finansieringen af en webside. Du kunne også bede folk om at whiteliste din hjemmeside, så den som undtagelse viser reklamer, fordi det er nødvendigt for at du fremover kan skabe mere indhold.

Skal jeg blokere dem der har adblockere?

Jeg vil ikke anbefale nogen at blokere personer der har adblockere. Husk på, at selvom disse personer ikke klikker på reklamerne, så kan de stadig have værdi for dit site. Det kan jo være dem der deler din side på de sociale medier og dermed tiltrækker flere besøgende der så kan klikke på reklamer.
Det kan også være de bidrager med mere indhold til din side, såsom at skrive kommentarer. Dette kan have SEO værdi for din side, hvilket igen kan føre til flere besøgende.

Skal jeg indføre brugerbetaling?

Brugerbetaling kan naturligvis være sidste udvej – men helt ærlig så tror jeg næppe at nogen af dem der blokerer for reklamerne ønsker brugerbetaling fremfor reklamer. Derfor vil du blot genere de resterende besøgende – altså dem der faktisk gerne vil have reklamer.
Derfor tror jeg ikke mere brugerbetaling er en god løsning der vil virke for særlig mange. Så skal man i hvert fald have noget guld indhold som ingen kan undvære.

Lav reklamer der ikke kan blokeres

Endelig kan du jo skabe mere indhold der indeholder reklamer der ikke kan blokeres. Det kan f.eks. være sponsorerede indlæg eller indlæg med affiliate links i. De er ikke så nemme at blokere.

Hvad gør andre?

Jeg synes endnu ikke vi har hørt særlig meget om hvilken strategi andre bruger. Måske er der heller ikke endnu opfundet den dybe tallerken til hvordan dette problem skal løses.
Google er jo naturligvis en af de spillere der er godt trætte af disse adblockere, da de lever af reklamer. Derfor har der været historier i medierne om at de forsøger at forhindre folk i at blokere reklamer, f.eks. i Youtube. Oven i købet mener nogen at de forsøger at “straffe dem” ved at fjerne muligheden for at de kan springe en reklame over.
Hvordan vil du håndtere udbredelsen af adblockere? Skriv gerne om dette i en kommentar, og del dine erfaringer med os.

0 0 votes
Article Rating

Andreas Andersen

Forfatter og grundlægger af IT-blogger.dk, der har blogget om IT-emner siden 2012. Findes på Mastodon på @aphandersen@ansico.dk

You may also like...

Abonner
Giv besked ved
guest

2 Comments
mest stemt på
nyeste ældste
Inline Feedbacks
View all comments
Kendub siger:

Du nævner selv udtrykket “tæppebombet af reklamer” i din skrivelse. Det er præcis den oplevelse vi sidder med i mange tilfælde – at blive bombet til med reklamer. Og det er også grunden til, at vi benytter adblocker. Vi går gerne glip af en videosekvens i nyheder og utube uanset indholdet og vigtigheden deri – frem for at skulle tvinges til at se en reaklame og spilde op til 30-60 sekunder af vores tid og liv på at være tvunget til at se en up-tempo og volumemæssig høj reklame. Nyheder følger vi primært på DR, netop fordi sitet drives uden tvingende reklamer. Siden er vel primært licensbetalt – og dermed brugerbetalt, hvilket er glimrende for os. Vi betaler skam licens! Vi har i familien iøvrigt også fravalgt alle reklamer i postkasser, samt opsagt vores tv-pakke af samme grund. Nu benytter vi udelukkende streaming på tv, med udvalgte kanaler og nul reklamer. Dermed er vi også blevet langt mere selektive og orienterede omkring de programmer vi ser. Tænker at reklameomkostningerne generelt på være enorme. Hvad med at bruge dem til at sætte prisen ned på varer og ydelser istedet (:

Du har helt ret i at anvendelsen af mere aggressive reklameformer, såsom automatiske reklamefilm der starter, popup reklamer og kæmpe bannere, har været med til at skræmme folk endnu mere til at anvende adblockere.
DR er jo netop alternativet hvor man ved brugerbetaling betaler for at undgå reklamer. Men ville du acceptere også at skulle betale en slags licens for en del af de hjemmesider du bruger? Det tror jeg desværre ikke der er mange der vil.
Mht. reklameomkostninger, så tror jeg faktisk ikke det hænger sådan sammen. Jeg tror der er en udemærket evidens for at det at man markedsfører sig, også med reklamer, fører til en øget omsætning som sagtens kan finansiere reklamernes budget. Det vil jo også sige at hvis man droppede reklamer, så fik man meget lavere omsætning og så har man ikke mulighed for at sætte prisen ned på varer og ydelser – men er derimod nødt til at sætte den op.

2
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x