Sådan kan du se hvad du får i løn til den første på Skat.dk
I denne guide kan du se hvordan du på Skat.dk i midten af en måned kan se hvad du får udbetalt af løn til den første.
Mange virksomheder indberetter allerede løn til Skat omkring midten af en måned, mens lønsedlen først udsendes på lønningsdagen. Det betyder faktisk at du i midten af måneden vil kunne gå ind på Skat.dk og se hvor meget du får udbetalt i løn.
Det er ikke alle virksomheder der indberetter løn så tidligt, så det er ikke sikkert dette trick fungerer for dig. Men nu kan du se hvordan man gør, og så se om det samme gælder for din arbejdsgiver.
Det du gør er at gå ind på TastSelv på Skat.dk med MitID eller NemID. Så trykker du på det der hedder “Søg i indkomstoplysninger”. Dette modul kaldes også for eIndkomst. Her kan du se hvilke data der er indberettet til Skat, herunder også din løn. Du vælger det årstal og den måned du gerne vil tjekke lønnen for. Bemærk at der så skal stå den samme måned i både fra og til feltet. Herefter vælger du “Indkomstoplysninger mv., detaljeret” og trykker på “Hent oplysning”.
Nu får du deltaljer omkring din løn for den pågældende måned. Der kan godt være flere posteringer, hvis data er blevet indberettet flere gange, men så lægger du bare beløbene sammen.
Bemærk, hvis du vil finde ud af hvor meget løn du får udbetalt omkring den 1. juli, dvs. den 30. juni, så er det juni du skal vælge som måned.
For at regne ud hvor meget du får udbetalt tager du nu en lommeregner, og tager beløbet fra “A-indkomst med am-bidrag” og fratrækker “indeholdt A-skat” og “indeholdt am-bidrag”. Dette svarer til den løn du får udbetalt.
Obs. der kan være nogle få unøjagtigheder i denne metode, fx. ved pensionsbidrag eller hvis du har en kantineordning der bliver trukket fra. Men dette giver et godt skøn af hvad du får udbetalt.