Snart kan du køre Android apps i Windows 10
Microsoft tester en funktion i Windows Insider Build, hvor det er muligt at køre Android apps på Windows 10, hvis du forbinder til din mobiltelefon.
Nogle Windows 10 brugere anvender det såkaldte Windows Insider Build, hvor de får mulighed for at teste nye funktioner før de implementeres endeligt. For nylig kom en ny funktion med, hvor det bliver muligt at kunne køre Android apps direkte i Windows 10.
Funktionen virker indtil videre kun med nogle Samsung Galaxy telefoner. Med dem kan du tilkoble telefonen til Windows 10 med Your Phone app’en. Herefter kan du streame Android apps direkte fra enheden til Windows 10. Du vil i Windows 10 kunne se en oversigt over alle apps, og du vil så kunne åbne denne app direkte.
Indtil videre er det kun muligt at køre en enkelt app ad gangen, men dette arbejdes der på at forbedre. Endvidere kan der være apps der ikke understøtter at blive kørt på Windows 10.
Det er interessant at Microsoft arbejder med at understøtte programmer fra andre styresystemer. Det forlyder også, at der arbejdes på at kunne åbne Linux apps direkte i Windows 10. På den måde vil Windows kunne blive et operativsystem der understøtter apps fra flere andre systemer, og vil derfor blive meget attraktivt.