Søgemaskineoptimering af Joomla
Søgemaskineoptimering (SEO) er vigtig for enhver webside, da det gør at Google læser din webside bedre, og du kommer højere op i Googles søgeresultater. Joomla har nogle indbyggede funktioner, der sørger for en del af søgemaskineoptimeringen. Men en del er ikke slået til, og de indbyggede funktioner er ikke tilstrækkelige. I denne artikel gennemgås søgemaskineoptimering af en Joomla webside, med udgangspunkt i Joomla 3 og med K2 installeret som artikelsystem.
Slå de indbyggede SEO-funktioner i Joomla til
Joomla har en række indbyggede SEO-funktioner, som man kan tilgå fra Joomlas backend, ved at vælge System og Konfiguration. I højre side, vil man da se følgende menu:
Det første punkt der hedder “Søgemaskinevenlige internetadresser” skal man have slået til. Gør man det vil ens URL adresse for en typisk artikel (her taget fra K2) ændre sig fra:
http://din-side.dk/index.php?option=com_k2&view=item&id=1:her-er-en-titel&Itemid=501
til
http://din-side.dk/index.php/2-kategori/1-her-er-en-titel
URL-adressen ændrer sig altså fra at være en URL-adresse, der ikke fortæller Google særlig meget om indholdet, til at være en URL, der fortæller bl.a. hvad kategorien hedder og hvad titlen hedder. Dette er godt, fordi det vil øge relevansen af din side, hvis en besøgende søger på de ord.
Det andet punkt hedder “Brug URL omskrivning”, som det også anbefales at slå til. Det kræver at du omdøber filen HTACCESS.txt til .HTACCESS, der ligger i roden af den mappe som du installerede Joomla i. Herefter kan man slå den til. Denne funktion ændrer fjerner index.php fra URL adressen, således at URL-adressen kommer til at se således ud:
http://din-side.dk/2-kategori/1-her-er-en-titel
Det er ikke fordi der kommer flere informationer i URL adressen ved denne funktion. Men til gengæld rykkes titel og kategori et niveau længere op i hiarkiet, og Google anser de linjer (adskilt af “/”) som ligger tættest på domænet, som vigtigst og vil derfor ranke dem højere. Derfor skal man fjerne det.
Det tredje punkt hedder “Tilføj suffiks til URL”, hvilket jeg anbefaler man ikke slår til. Dette tilføjer et suffiks, såsom .php eller .html til URL-adressen, så det ser ud som om det er en HTML eller PHP fil. Dette er der umiddelbart overhovedet ikke nogen grund til, og derfor bør man ikke gøre det.
Det fjerde punkt hedder “Unicode aliaser” og dette er egentlig for at få mere international understøttelse. Ikke alle browsere understøtter det dog, og derfor anbefaler jeg at man vælger Nej og i stedet undgår at der står æ, ø og å i ens aliaser når man opretter artikler. Der bør allerhøjst være æ, ø og å i domænet for URL-adressen.
Det sidste punkt hedder “Inkluder webstedsnavn i sidetitler”. og dette tilføjer din websides navn enten før eller efter titlen. Dette kan godt anbefales, da det gør at man altid kan læse din sides navn i søgemaskinernes søgeresultater. Det anbefales at sætte den til “efter”, da det så altid vil være titlen der står først og dette er det vigtigste, da det er det der skal fange læseren.
Slå de indbyggede SEO-funktioner i K2 til
Hvis du endnu ikke ved hvad K2 er, vil jeg anbefale dig at læse denne artikel. Men indstillingerne for K2 finder du fra Backend, ved at vælge System – Konfiguration og herefter K2 under Komponenter. Under “Avanceret” finder du K2’s indbyggede SEO-indstillinger. Disse er inddelt i 2 afsnit, et der gennemgår SEO indstillinger og et andet der gennemgår SEF indstillinger (Search Engine Friendly). Man kan sige at når vi laver SEO, gør vi det godt hvis vi gør siden mere SEF. Først gennemgår vi SEO indstillingerne:
Det første punkt hedder “Tegnbegrænsning for autogenererede meta beskrivelses tag i artikler” og denne skal være sat til omkring 150 tegn. Dette er omtrent det antal tegn som Google kan vise i søgeresultaterne, og hvis du angiver mere vil Google fjerne noget af det – og du kan ikke styre hvor. Holder du dig til de 150 tegn, vil Google holde sig til dem.
Det andet punkt hedder “Tving udskiftning af SEF URL”, dette kan du også sige ja til.
Det tredje punkt hedder “SEF URL karakter udskiftninger” og her er angivet en række karakterer, som ikke er særlig smart at have i en URL adresse og hvad de skal udskiftes med. Dette er især vigtig, hvis man ikke har slået Unicode aliases til i Joomlas SEO indstillinger. Den skal du bare lade være som den er.
Og så til SEF indstillingerne:
Feltet “Aktivér advanceret SEF for K2 URLs” skal være sat til ja, da K2 så laver SEF URL adresser. Herefter kommer der en række præfikser, hvor du kan ændre den tekst der skrives for kategorier, tags osv.
Det næste felt “Præfiks for item URLs” er en god ide at sætte til Ingen. Dette vil fjerne tallet foran artiklens titel i URL adressen og vil gøre den mere køn. Man kan dog diskutere dette, da det ikke øger SEO værdien af din webside at gøre det, det er blot kønnere. Og din webside kan i princippet blive langsommere, hvis du ikke har tallet, fordi der så skal være et ekstra opslag i databasen. og en langsommere webside, kan sænke SEO værdien. Jeg har dog ikke bemærket nogen ændring i hastighed på mine websider, og derfor har jeg den altid slået fra.
Herefter skal du definere et præfiks for artikler – det er der ingen grund til. Det næste vigtige felt er “Item ID og titel alias separator”, som du skal have sat til “-” Sæt den IKKE til “/”. Dette vil nemlig erstatte mellemrum i en titel med en “/” og dette vil få nogle af de vigtige søgeord i din URL længere nede i hiarkiet og Google prioriterer søgeord højt oppe i hiarkiet højere, så dette skal du ikke gøre.
Herefter kommer “Brug kategori ID i URL”, som minder lidt om ID for artikler. Igen ville jeg sætte den til Ingen, men man kan diskutere dette, da det kræver et ekstra opslag i databasen.
Herefter kommer “Kategori ID og titel alias separator” som også bare skal være sat til “-“.
Det sidste felt hedder “Brug kategori titel alias”, som angiver hvorvidt man overhovedet skal have kategori til at være en del af URL adressen. Man kan også her diskutere hvorvidt kategori skal være med eller ej. Er det ikke med, vil titlen komme højere op i hiarkiet i URL adressen, hvilket kan gavne til SEO. Til gengæld mister vi en information i URL adressen, som kunne være et vigtigt søgeord. Jeg anvender nogle gange kategori i URL adresser på nogle af mine websider, andre gør jeg ikke.
Lav menupunkter
En meget vigtig ting for SEO i Joomla, er at man husker at lave menupunkter til alle sine kategorier og evt. links til Registrer, glemt password og glemt brugernavn. Andre steder kan også være vigtige. Hvis man ikke gør det, vil ordet “Component” ofte indgå i URL adressen, hvilket vil se grimt ud og man har stor risiko for at få en masse Duplicate Content, der kan skade din websides SEO. Det er derfor vigtig at der altid er et menupunkt til en kategori og et menupunkt til hver underkategori.
Man kan sige at det er lidt dobbeltarbejde, at hver gang jeg opretter en kategori, skal jeg også oprette et menupunkt – men det er sådan Joomla fungerer og det kan man lige så godt vænne sig til med det samme.
Hvis du ikke vil have f.eks. en underkategori vist i et egentlig menu-modul på din webside, kan det være en god ide at oprette en menu, som du ikke har tilknyttet et modul til (så vises den ikke på websiden). Her tilføjer du menupunkter til hele dit kategori hiarki. Fordi selvom du ikke viser dem aktivt i et modul, vil det at du har oprettet et menupunkt, gøre at du undgår duplicate content. Hvis du skal vise nogle af menupunkterne i et modul, opretter du blot en ny menu med tilknyttet modul og opretter dem som menualias.
Og helt generelt: Man opretter ikke to menupunkter til samme destination (f.eks. en kategori) – her opretter du først et menupunkt og herefter menualiaser. Ellers vil du få to adresser til samme indhold og dette er krystalklart duplicate content.
Sørg for at skrive META beskrivelser
META beskrivelser for hver eneste side er meget vigtige, måske ikke direkte for SEO, men i hvert fald for at dine besøgende lettere skal kunne finde dig og blive fristet til at besøge din webside. Det at skrive META beskrivelser øger din CTR (Click Through Rate) markant. Så det skal altid gøres, på hver eneste side.
Ofte kan man tage en del af indledningen og sætte ind i META beskrivelsen, da den ofte beskriver din artikel ret godt. Husk blot kun at inkludere 150 tegn, da Google ellers vil beskære den og det vil du gerne styre hvor henne. Her kunne Joomla faktisk godt have en tæller tilknyttet feltet for META beskrivelser, ligesom vi ser det i Yoasts WordPress SEO plugin i WordPress.
Husk at det ikke kun er dine artikler der skal have gode META beskrivelser. Det skal dine kategorier, underkategorier, tag sider, forfattersider, forside etc. også have. Husk også at hvis du har linket til f.eks. en kategori via et menupunkt, så er det i menupunktet du skal sætte META beskrivelsen.
Beskrivelse for kategorisider, tagsider og forfattersider
Ofte når man laver kategorisider, tagsider og forfattersider er der ingen tekst på siden, blot en titel for kategorien og en masse links til artikler. Husk her at det er en god ide, at skrive en kort indledende tekst til hver eneste kategori, tag og forfatter.
Grunden til dette er, at bortset fra din forside er kategorisider, tagsider og forfattersider meget hyppige landing pages, dvs. den første side besøgende lander på. Og her er det altså vigtigt at indholdet er lige så præsentabelt på kategorisider, som på forsiden og i artiklerne. Desuden kan det være med til at få en højere ranking, fordi der er nogle ord i beskrivelsen din side ranker på.
Skal du bruge tags?
Dette er også meget diskutabelt. For det første er det vigtigt at du tænker dig meget om før du opretter hver eneste tag. Et tag skal helst være hvis du mener en artikel udover de kategorier som de er placeret i, også kan ranke på andre søgeord. Så kan man oprette et tag med dette søgeord.
En anden hyppig fejl, er når man opretter tags som er identiske med kategorititler, da dette vil give en tagside og kategoriside, som er stort set identiske og altså derfor vil blive set som duplicate content. Så opret aldrig et tag med samme titel som en kategori.
Det er også vigtig at du ikke tilknytter en artikel til for mange tags, da dette kan fortolkes som keyword stuffing, noget du også får straf fra Google på. Så opret aldrig mere end 10 tags per artikel.
Til slut vil jeg gerne tale lidt imod tag clouds, altså en gentagelse af forskellige tags i et billede, hvor tekststørrelsen bliver større, jo mere anvendt tag’et er. Disse ser rigtig flotte ud og giver et godt billede af hvad din webside indeholder. Men bortset fra det har det ingen fornuftig funktion og kan anses som keyword stuffing. Så anvend ikke tag clouds.
Og til slut: Tænk over hvorvidt din webside overhovedet har brug for tags.
Andre SEO tips
Til slut vil jeg lige remse en række SEO tips, som er vigtig for enhver webside or artikel. Husk følgende:
- Skriv lange artikler, minimum 300 ord og helst over 1000 – for tynde artikler når ikke til tops i Google.
- Kopier ikke indhold fra andre eller dig selv – dette er duplicate content.
- Udfyld altid ALT tags for billeder – dette anvendes i Google billedsøgning.
- Sørg for at dele din artikel på sociale netværk.
- Sørg for at dele lignende artikler fra andre på dit sociale netværk – du kan jo starte med at dele denne artikel 🙂
- Sørg for at de tema er mobilvenlig – 30-40% af trafikken kommer fra mobile enheder.
- Sørg for at have vigtige søgeord velrepræsenteret i din artikel, men ikke for meget (2-3% er passende).
- Sørg for at have søgeord repræsenteret i dine H1, H2… tags.
- Sørg for at have nogle relevante udgående links, altså links til relevante sider inden for samme tema.
- Overvej om det kan være en god ide at have Google Authorship på din webside.
Jeg håber dette gav et overblik over de vigtigste ting du skal huske omkring søgemaskineoptimering i Joomla. Hvis du kan bruge artiklen, ville jeg blive meget glad hvis du delte den med dine sociale netværk. Har du nogle spørgsmål, er du velkommen til at skrive dem i en kommentar.