Sydbank vil nu også inkludere Dankortet i Apple Pay
Sydbank vil nu ligesom Danske Bank også inkludere Dankortet i Apple Pay, så du ikke SKAL betale med VISA.
Som en af de første banker i Danmark vil Sydbank nu også understøtte Dankort i Apple Pay. Det er indtil videre kun Danske Bank der understøtter Dankort i Apple Pay, men nu ser det ud til at Sydbank også snart kommer med.
De fleste banker tilknytter kun Visa-delen af et Visadankort når man tilføjer det til Apple Pay. Det betyder at hvis man betaler med Apple Pay, så betaler du ikke længere med Dankortet, og det kan på sigt potentielt betyde Dankortets død. I forvejen er Dankortet presset, også af andre danske banker der i højere grad begrænser tilgængeligheden af Dankortet.
Apple Pay står allerede nu for 25% af alle betalinger i butikkerne, så det betyder meget for Dankortet at få det ind på Apple Pay. NETS har fra 2025 stillet som krav at bankerne skal gøre det muligt at betale med Dankortet i Apple Pay. Det er det krav som Sydbank allerede tager hul på, men snart skulle det gerne udbredes til flere banker.
Sydbank var ellers en af de sidste banker i Danmark til at understøtte Google Pay. I flere år gik kunderne rundt og ventede på at banken kom med på bølgerne og understøttede betalingstjenesten fra Google/Android. Det er de dog kommet efter, men det forlyder ikke her om de også vil understøtte Dankortet i Google Pay. Google Pay står dog ikke for så stor en andel af mobilbetalingerne i Danmark som Apple Pay, så det betyder heller ikke så meget for Dankortet.