Telegram Messenger – Alternativ til Facebook Messenger
Leder du efter et alternativ til Facebook Messenger, hvor dine beskeder ikke bliver overvåget? Vi kigger nærmere på Telegram Messenger.
Der er meget fokus på overvågning i disse dage, herunder også den overvågning der foregår på og af Facebook. Ikke mindst efter sagen hvor data fra 85 millioner Facebook brugere blev lækket til Cambridge Analytics og misbrugt i den amerikanske præsidentvalgkamp. Det har fået folk til at stille spørgsmålstegn ved hvor gode Facebook er til at passe på vores data.
Hvad angår Facebook Messenger, har Facebook tidligere sagt at de også scanner indholdet i beskederne, blandt andet for at kontrollere at beskederne overholder Facebook’s retningslinjer.
Det er selvsagt ikke alle der er glade for at Facebook overhovedet nærmer sig de private beskeder brugerne sender til hinanden. Altså indhold der ikke er blevet offentliggjort. Det gør det relevant at kigge efter alternativer til Facebook Messenger, og her vil jeg i dag kigge nærmere på Telegram Messenger.
Hvad er Telegram Messenger?
Telegram Messenger er altså en messenger app ligesom Facebook Messenger. De blev lanceret i 2014 og har fokus på sikkerhed og privatliv, og så er app’en fuldstændig gratis og hurtig. Ligesom ved Facebook Messenger kan du bruge app’en på samme tid på flere enheder, og beskederne synkroniseres naturligvis over alle enhederne.
Du kan sende beskeder, billeder, videoer og filer af enhver type – og det foregår krypteret. Du kan også lave beskedgrupper, ligesom du kender det på Facebook Messenger, for op til 100.000 deltagere. Du kan også lave voice opkald der er krypteret.
Det er også muligt at øge sikkerheden ved Telegram Messenger. Dette kan gøres ved at ændre de avancerede indstillinger, så der aktiveres hemmelige chats med beskeder der destruerer sig efter de er blevet læst. Og det er også muligt at beskytte app’en med en ekstra kode.
Udviklingen af Telegram Messenger foregår primært i Dubai, men de fleste udviklere kommer fra Sankt Petersborg. Faktisk måtte en del af udviklerne forlade Rusland, på grund af restrikte IT regler, og derfor er de nu endt i Dubai.
Hvordan finansieres Telegram Messenger?
Telegram Messenger har lovet at værne om dit privatliv, og ikke sælge data om dig. App’en vil også forblive gratis og de vil ikke vise reklamer. Så hvordan finansieres app’en så, tænker du nok?
Ifølge Telegram selv, har de fået en stor donation fra millionæren Pavel Durov, der også kommer fra Sankt Petersborg. De mener selv de har fået nok penge til at fortsætte med at eksistere, og har intet mål om at tjene penge på længere sigt.
Hvordan passer Telegram på dine private beskeder?
For det første anvender Telegram (i hvert fald ved hemmelige chats) end-to-end kryptering, der gør at beskederne er krypterede når du sender dem. De er krypteret, så kun afsender og modtager kan læse beskederne. Nøglerne til krypteringen er spredt ud over flere servere, der ligger i flere forskellige lande. Det betyder at der skal være adskillige domstole i mange lande der dømmer dem til at udlevere nøglerne, for at beskederne kan dekrypteres. Derfor kan man faktisk sige at Telegram Messenger har en infrastruktur, der gør det svært for andre at blande sig i dine private beskeder.
Telegram har to lag af kryptering. Server-to-client kryptering anvendes til gruppe og private beskeder. Aktiverer du hemmelige chats, anvendes i stedet client-to-client kryptering og beskederne destrueres efter de er læst. Alt data krypteres, dvs. både beskeder, billeder, videoer, filer osv. Deres kryptering er baseret på 256-bit symmetric AES kryptering, 2048-bit RSA kryptering og Diffie–Hellman secure key exchange teknologi.
Kildekoden til Telegram er åbent, så alle kan kigge efter om der er indbygget nogen bagdøre eller andre skumle ting. Det gør det muligt for andre at auditere dem eksternt, og dermed er det lettere at kunne stole på dem.
Hvilke enheder understøtter Telegram Messenger?
Du kan få Telegram Messenger til stort set alle de styresystemer, som du også kan få Facebook Messenger. Dette omfatter iPhone, Android, Windows Phone, Windows, Mac, Linux eller via webversionen i en browser.
På nuværende tidspunkt er Telegram Messenger oversat til engelsk, spansk, tysk, hollandsk, italiansk, arabisk, portugisisk og koreansk. Der findes derfor endnu ikke en dansk version, men danskere kan så bruge den engelske version.
Jeg synes Telegram Messenger lyder som et sikkert alternativ til Facebook Messenger. Så til dig der gerne vil have dine private beskeder i fred, kan Telegram Messenger være en god løsning.