Tesla Model 3 vs Model Y – Hvad skal du vælge?
Mange der overvejer at købe en Tesla står med valget mellem Model 3 og Model Y. Se en sammenligning af de to modeller her.
Tesla er uden tvivl et af de mest populære elbilmærker. De leverer billige elbiler af en god kvalitet, og har været førende på området i mange år. For nylig dumpede Tesla priserne på deres elbiler, og det har ført til at Tesla Model Y lige nu er den mest solgte elbil. Priserne er nemlig nu kommet ned i et niveau, hvor flere får råd til at købe en Tesla. Valget står ofte mellem deres Model 3 og deres Model Y, og derfor vil jeg i denne artikel fokusere på forskellene mellem dem.
Kort fortalt er Tesla Model 3 Teslas sedan-model, hvor Tesla Model Y er deres SUV eller en hatchback udgave af Model 3. Man kan derfor sige at Model Y er lidt dyrere, men har også lidt mere plads, end en Model 3. Hvis du er mere til en sedan, så er det derimod en Model 3 du skal vælge.
Model 3 blev lanceret tilbage i 2017, og så kom Model Y senere til i år 2020. Model Y er uden tvivl meget lig Model 3, og 75% af delene der anvendes i Model 3 anvendes også i Model Y. Men fordi Model Y er en hatchbackudgave af Model 3, så er der mere plads i selve kabinen og man sidder lidt højere, så det er nemmere at komme ind og ud af bilen. Begge modeller fås i en baghjulstrukket Standard Range eller en firhjulstrukket Long Range eller Performance model.
Nedenunder kan du se en sammenligning af specifikationerne for en Tesla Model 3 og Tesla Model Y i Standard Range udgaven, dvs. den billigste udgave. Vær opmærksom på at den opgivne bagagerumsplads er lidt misvisende, fordi Tesla angiver det ikke på samme måde som andre biler.
Tesla Model 3 SR | Tesla Model Y SR | |
---|---|---|
WLTP rækkevidde | 491 km | 455 km |
Opladning AC/DC | 11/250 kW | 11/250 kW |
Tophastighed | 225 km/t | 217 km/t |
Acceleration 0-100 km/t | 6,1 sekunder | 6,9 sekunder |
Standardfælge | 18″ | 19″ |
Trailertræk | Op til 1.000 kg | Op til 1.600 kg |
Bagagerum | 542 L | 854 L |
Startpris | 329.990 kroner | 374.990 kroner |
Grundlæggende set får du med Tesla Model 3 en fin og stærk bil, der performerer lidt bedre end Tesla Model Y på rækkevidde, tophastighed og acceleration. Men Tesla Model Y giver klart mere plads i bilen, både i selve kabinen og bagagerummet og du får også mulighed for at trække en større trailer. Derfor vil Tesla Model Y nok være den rigtige for dem der leder efter en familiebil med plads til det hele, hvor Tesla Model 3 er til dem der ikke har brug for så meget plads. Der er nu kun 45.000 kroners forskel på de to modeller, så hvis du virkelig har brug for pladsen, er det smartest at gå efter Model Y.
En interessant detalje er at Model Y faktisk er forberedt til at kunne få en tredje sæderække, og dermed blive en 7 personers bil. Jeg har endnu ikke set eksempler på at dette faktisk er udnyttet, men er interessant i forhold til de store familier der har brug for mange siddepladser.
Du skal regne med at du vil også have behov for at tilkøbe noget ekstraudstyr såsom nogle af assistentsystemerne, fordi hvad er en elbil næsten uden dem? Herudover skal du også overveje om du kan nøjes med Standard Range eller om du evt. skal opgradere til Long Range, som øger rækkevidden for Model 3 og Y til hhv. 602 og 533 km. Det vil for mange give de kilometer ekstra, som gør du ikke bliver irriteret over at skulle lade bilen op hele tiden.