Tesla Supercharger – sådan lader du op her
I denne artikel kan du læse om hvordan det fungerer at lade en bil op på en Tesla Supercharger – hvad enten du har en Tesla eller en anden elbil.
Tesla har et af de bedste lynladernetværk der findes. Der findes Tesla Superchargere overalt, de er hurtige, de er nemme og de er stort set altid tilgængelige. Indtil for kort tid siden skulle man have en Tesla, for at kunne lade op på deres supercharger netværk, men det har Tesla ændret nu. Nu kan alle elbiler oplade på deres Supercharger netværk, stort set alle steder.
En af de ting man skal vide om Teslas Supercharger netværk er, at ladestanderne ikke har en skærm, som du måske kender andre steder. Du starter opladningen enten fra infotainmentskærmen hvis du har en Tesla eller fra Teslas app hvis du ikke har en Tesla. Afregningen sker så via din Tesla konto, hvor du har tilknyttet dine betalingsoplysninger. Du kan altså for eksempel ikke betale med Visadankort eller andre kreditkort direkte på ladestanderen.
Hvis du har en anden elbil end en Tesla skal du altså downloade Tesla-app’en, som fås både til iPhone og Android. Så opretter du en Tesla konto og tilknytter dit kreditkort. Når du skal lade op vælger du “Oplad din bil (anden elbil end Tesla)”. Så kommer der et kort frem med Tesla Superchargere som er åben for ikke-Tesla biler. Du kan her bl.a. undersøge priser, se hvilke der er ledige og mange flere ting. Det koster ca. 3,60 kroner pr. kWh at oplade med en Tesla Supercharger, mens prisen er 3,95 kroner pr. kWh i spidsbelastningstidspunkter.
Supercharger netværkene inddeles i et versionsnummer kaldet V1, V2, V3 eller V4 afhængig af hvilken version netværket er bygget under. Det gør kun den forskel at nogle egenskaber kun er tilgængelig ved de nye versioner, fx. har V4 en lidt længere ladeledning.
Ladehastigheden er op til 250 kW på en Tesla Supercharger, hvis det er en V3 eller V4 Supercharger. Hvis det er en V2 supercharger så er ladehastigheden kun 150 kW, og den skal man dele to og to, så man skal tænke sig om hvilken ladestation man skal vælge.
For at lade op tager du ladestikket fra ladestanderen og åbner ladeporten på bilen, hvilket hos nogle Tesla fungerer ved at trykke på selve ladestikket. Ledningen er kort, det er virkelig en ulempe ved Tesla Superchargere, fordi det gør at man nogle gange skal spærre flere ladepladser, for at ledningen kan nå. Det er det de blandt andet har ændret på i V4.
Husk det er bedst at oplade din elbil til omkring 80% og så køre videre, fordi det tager alt for lang tid at oplade fra 80 til 100%. Husk også at fjerne din elbil når den er ladet op, så andre kan komme til. Ellers tager Tesla også et gebyr pr. minut for at du holder og spærrer en ladestander.
Nedenunder kan du se hvor Tesla har deres superchargere. Det kan du til enhver tid se på denne hjemmeside. De røde er åbne for både Tesla og non-Tesla, mens de grå kun er åbne for Tesla.