Tidsindstil Windows 10 til at lukke ned automatisk
Vidste du at du kan tidsindstille Windows 10 til at lukke ned automatisk, ved at lave en simpel genvej. Se her hvordan.
Der kan være mange grunde til at tidsindstille hvornår en computer skal lukke ned. Måske du bruger computeren til at se TV på eller måske du gerne vil have at den automatisk lukker ned efter et vist tidsrum, når et program er kørt færdigt.
For at gøre det, skal du lave en ny genvej, der for eksempel ligger på skrivebordet. Meningen er så at når du dobbeltklikker på genvejen, så igangsættes et skjult ur der får Windows 10 til automatisk at lukke ned efter et stykke tid.
Det første du gør er altså at lave en genvej, som du gør ved at højreklikke, vælge Ny og så herefter Ny genvej. I tekstfeltet der fremkommer skriver du nu:
shutdown -s -t 3600
For at genvejen skal være indstillet til at lukke ned 3600 sekunder (1 time) efter nogen har dobbeltklikket på den. Bagefter vælger du Næste og så Udfør.
Så kan du prøve at dobbeltklikke på genvejen, og så skulle den gerne lukke ned efter en time.