Tor Messenger lukker ned
I 2015 blev Tor Messenger projektet startet op, som skulle give sikre chatbeskeder. Nu lukkes projektet ned.
Du kender sikkert Tor Browser, der er en særlig browser som krypterer din forbindelse, så du helt anonymt kan surfe på nettet. Det foregår ved at føre forbindelsen gennem det såkaldte Tor netværk, der dirigerer forbindelsen så meget rundt, så det stort set er umuligt at spore den.
I 2015 lancerede gruppen bag Tor Browser så et nyt projekt, der skulle sikre anonyme chatbeskeder. Projektet hed Tor Messenger, og i disse dage hvor Facebook også scanner de beskeder du sender gennem Facebook Messenger, ville sådan et program forventes at blive taget godt imod.
Men nu lukker projektet ned og bliver ikke udviklet mere, har gruppen meldt ud. Det er indtil videre kun blevet til 11 betaversioner, men nu er det altså sikkert at en endelig version aldrig vil blive frigivet.
For få støttede projektet
En af de afgørende årsager til at projektet blev lukket ned, var at for få støttede det. Der var for få udviklere, og de havde for eksempel ikke tid til at rette de fejl som brugerne meldte ind. Herudover var det også et problem at programmet aldrig var blevet auditeret af en ekstern gruppe.
Gruppen mente derfor at det var bedre at lukke projektet ned, end at frigive et halvfærdigt og dermed usikkert produkt. Specielt når der er tale om et produkt der netop slår sig ned på sikkerhed.
En anden årsag er at messengermarkedet har udviklet sig en del de seneste år, og en del af projektet skulle derfor laves fra bunden igen. Det har gruppen ikke ressourcer til og bliver derfor nødt til at kaste håndklædet i ringen.
Det er altså nu sikkert at Tor Messenger ikke bliver til noget. Gruppen anbefaler brugerne at kigge nærmere på CoyIM, såfremt de vil have et alternativ. Det er også en messengerklient der både findes til Windows, Mac og Linux, men som heller ikke har været udsat for ekstern audit.
Andre peger på Signal Messenger, Telegram Messenger eller WhatsApp, hvis du vil have et alternativ. Se i øvrigt også andre alternativer til Facebook Messenger eller Tor Messenger her.