Ubuntu for begyndere 25 – Geninstaller Ubuntu
Læs her hvordan du geninstallerer Ubuntu, hvis det skulle blive nødvendigt.
Engang imellem kan man få lyst til at bare at starte fra en scratch igen. Altså få ryddet alle de programmer der er installeret og så starte forfra. Det er heldigvis også nemt i Ubuntu, fordi det kan gøres næsten som at installere det fra begyndelsen.
Du skal altså have en live USB nøgle, ligesom du brugte da du installerede Ubuntu første gang. Har du ikke længere denne, kan du her læse hvordan du laver en USB nøgle.
Så booter du op i denne USB nøgle, så du kommer ind i live Ubuntu. På skrivebordet vil der være et ikon, hvor du kan installere Ubuntu. Det dobbeltklikker du på.
Der starter nu den sædvanlige installationsguide. Start med at vælge “Dansk” på de første to sider og tryk på Fortsæt.
Så vælger du Normal installation og at der skal hentes opdateringer og installeres tredjepartsprogrammer. Tryk på Fortsæt.
Nu kommer det sted hvor du kan vælge at geninstallere Ubuntu. Hvis du kun vil geninstallere, så dine personlige filer bliver gemt vælger du det første punkt. Skal de personlige filer også slettes, så du starter helt på en frisk, skal du vælge det andet punkt. Tryk på Fortsæt når du har valgt.
De næste trin svarer til når du installerede Ubuntu første gang. Du vælger først tidszone, så loginoplysninger og så går installationen igang.
Når alt er færdig får du vist denne meddelelse, og så kan du bare tage USB nøglen ud og genstarte. Så er Ubuntu geninstalleret.
Har du nogle spørgsmål skriver du dem bare i kommentarerne nedenunder. Ellers kan du jo starte med det første afsnit i denne tutorial, hvis du endnu ikke har læst dette. I næste afsnit sætter vi fokus på Flatpak, der er en måde at installere programmer i Ubuntu på.