Unity på Ubuntu er død – nu kommer GNOME tilbage igen
Unity var det desktopmiljø som brugerne enten elsker eller hader fuldstændig. Fra Ubuntu 18.04 forsvinder Unity, og GNOME kommer tilbage som standard desktopmiljø.
Denne nyhed er måske ikke ny for dem, der til dagligt følger med i linuxverdenen, men alligevel opsigtsvækkende, så den bør nævnes. Et af verdens mest populære linuxdistributioner Ubuntu har nemlig meddelt, at de fra version 18.04 ikke længere vil anvende deres eget desktopmiljø Unity som standard i Ubuntu, men nu vender tilbage til GNOME.
Det var opsigtsvækkende da Ubuntu tilbage i 2010 lancerede en version af Ubuntu med et splinternyt desktopmiljø. Hidtil havde de anvendt GNOME, der er et af de to største desktopmiljøer i Linux, men med version 10.10 lancerede de altså deres helt eget desktopmiljø. Det fik navnet Unity, og formålet var især at udnytte pladsen mere på små skærme, fordi Ubuntu havde en ambition om at gå mere ind på mobilmarkedet.
Fra starten af var det sådan, at Unity enten var elsket eller hadet. Unity så flot ud, og var meget indbydende for dem der måske gerne ville have et meget grafisk miljø, som for eksempel hvis man kom fra Windows. For dem der var vant til at bruge Ubuntu, blev valget dog alligevel temmelig upopulær, fordi GNOME blev betragtet som bedre. Dette førte også til at der blev skabt flere grene både inden for Ubuntu, men også andre linuxdistributioner, hvor GNOME blev ført tilbage som desktopmiljø. En del brugere er for eksempel vandret fra Ubuntu til Linux Mint, der fokuserede mere på desktopudgaven.
Mine personlige oplevelser med Unity er, at det til tider var en del ustabil og det var ikke unormalt at skærmbilledet frøs fast. Dette så jeg sjældent med GNOME, og det er ikke noget jeg forventer i Linux.
Unity og Ubuntu phone droppes
Fra version 18.04 droppes altså nu Unity som standard desktopmiljø, og Ubuntu vil heller ikke længere bruge kræfterne på at udvikle Ubuntu phone – deres egen mobiltelefon, der skulle udfordre iPhone og Android.
I stedet vil de fokusere kræfterne på at udvikle videre på desktopversionen, som også har været der hvor Ubuntu har været en stor succes gennem årene.
Selvom Ubuntu nu vælger at indføre GNOME igen, betyder det dog ikke, at Ubuntu bliver som enhver anden GNOME baseret linuxdistribution. De kan sagtens vælge at tilpasse GNOME, så udseendet bliver mere Ubuntu-venligt og tilføje små justeringer.
Jeg tror det var en rigtig beslutning af Ubuntu, at droppe Unity og genindføre GNOME. Det har været kritiseret en del, og GNOME er et rigtig godt desktopmiljø. Det bliver dog spændende at se i den nærmeste tid, om nogle udviklere beslutter sig for at udvikle videre på Unity og skabe en ny linuxdistribution baseret på det.