Unoeuro vs. One.com – hvilket webhotel skal jeg vælge?
Mange står med valget mellem Unoeuro og One.com når de skal vælge webhotel. Her får du en gennemgang over nogle af forskellene.
Hvis du leder efter et billigt webhotel der er let at finde ud af, vil du ofte ende med valget mellem Unoeuro og One.com. Begge de to webhoteludbydere er billige og har et panel som stort set enhver kan finde ud af at bruge.
Når du kun skal bruge et webhotel til én hjemmeside, er der rigtig mange gode kandidater at vælge imellem – og både Unoeuro og One.com er et godt bud. Men ofte får mange hjemmesideejere jo blod på tanden, når de har lanceret deres første hjemmeside og vil gerne udvide med endnu en. Og det er her hvor det kan have betydning for hvilket webhotel du vælger, fordi det er altså ikke alle som gør det muligt at have mere end én hjemmeside.
Unoeuro’s billigste webhotel koster ca. 9 kroner pr. måned, mens One.com’s billigste webhotel koster 19 kroner pr. måned. Det er altså klart ved Unoeuro du får det billigste webhotel.
Når du sammenligner den plads du har til rådighed for din hjemmeside, får du helt klart mere hos One.com. Her får du 25 GB plads, mens du hos Unoeuro må nøjes med 5 GB. Mange går efter den tilgængelige plads, når de skal vælge webhotel udbyder, men det er egentlig ikke nødvendigt. Det er nemlig meget sjældent at det er pladsen der er flaskehalsen på din hjemmeside. En hjemmeside fylder typisk et sted mellem 100-500 MB, dvs. under 10% af den plads du får hos Unoeuro. Så det er altså ikke pladsen der skal være afgørende.
Både Unoeuro og One.com er stabile webhoteller, der sjældent går ned. Det er i hvert fald min erfaring. De fleste webhoteller, specielt i denne prisklasse, kan meget sjældent gå ned i f.eks. 10-15 minutter eller måske lidt længere hvis der er et hackerangreb. Dette kan ingen webhoteludbydere sige sig fri for. Uanset hvad har både Unoeuro og One.com dog en oppetid på over 99%, så for langt de fleste hjemmesideejere, er oppetiden langt over det der skulle være minimum.
Hos Unoeuro kan du tilknytte alle de domæner du vil til din hjemmeside, hvor du hos One.com kun kan tilknytte et domæne til deres billigste webhotel. Dette er værd at tænke over, fordi skal du have en mindre hjemmeside som nr. 2, kan du altså på den måde genbruge dit webhotel hos Unoeuro og dermed ikke skulle betale for endnu et webhotel. Du får ganske vist kun én MySQL database med webhotellet hos Unoeuro (det gør du i øvrigt også hos One.com), men du kan vælge enten at bruge samme database til begge hjemmesider eller købe en ekstra MySQL database hos Unoeuro til ca. 10 kroner som et engangsbeløb. Det er altså meget nemmere at have flere hjemmesider hos Unoeuro, end det er hos One.com.
Du får et ubegrænset antal e-mailadresser med til både Unoeuro og One.com. Hvis du hos Unoeuro dog tilføjer flere domæner til dit webhotel (som du ikke kan hos One.com), så er et kun dit hoveddomæne du får mails med til.
Hos One.com har du gratis SSL beskyttelse med til webhotellet, dvs. du får mulighed for at have HTTPS på din hjemmeside. Det er en god ting, fordi Google har netop i disse år meldt ud at det bliver en større ranking faktor i fremtiden. Du får altså flere besøgende, hvis du aktiverer HTTPS på din hjemmeside. Hos Unoeuro har dette kostet et beløb månedligt, for at kunne have HTTPS beskyttelse, men de har netop gjort det fuldstændig gratis med Let’s Encrypt hos Unoeuro. Det er altså nu gratis hos både Unoeuro og One.com.
Panelerne hos One.com og Unoeuro, dvs. der hvor du styrer dit webhotel fra, er begge nogle de selv har lavet. De er nogenlunde lige lette at finde ud af, så her vurderer jeg ikke der er den store forskel. Du kan dog styre mange flere ting fra Unoeuro’s panel, så det er en fordel.
Både One.com og Unoeuro’s support er rigtig god. Unoeuro tilbyder kun support via mail, mens One.com også tilbyder en 24 timers chat – dog med en engelsk medarbejder. Nogle foretrækker at have chatsupport, men Unoeuro svarer altså rigtig hurtig på deres mails, så for de fleste vil det ikke være et problem.
Du får backup dagligt med både Unoeuro og One.com, så dine data ligger trygt hos dem begge.
En lille teknisk forskel mellem Unoeuro og One.com er at One.com kræver at du også har domænet liggende hos dem, mens Unoeuro også tilbyder du styrer det udefra en anden DNS udbyder. For de fleste betyder det ingenting, men jeg synes det er lidt irriterende at One.com ikke kan adskille domænet og webhotellet som produkter.
På mange måder får du altså det samme hos One.com og Unoeuro, men du har altså større fleksibilitet og mulighed for at udvide i fremtiden hvis du vælger Unoeuro. Derfor ville jeg til enhver tid vælge Unoeuro fremfor One.com. Hvis du dog kun skal have én hjemmeside, vil der nok ikke være den store forskel mellem de to.