Volkswagens SSP Platform – Afløseren til MEB, MEB+ og MEB Entry
Volkswagens eksisterende MEB platform til elbiler vil om få år blive afløst af en ny mere skalerbar platform der hedder SSP.
Volkswagen har store ambitioner for udviklingen af elbiler, og har ikke tænkt sig at stå tilbage for konkurrenterne. Allerede i dag er de godt med på markedet, med flere godt sælgende modeller og en platform der bruges af flere bilmærker – også konkurrenterne. Deres elbiler til private er oftest baseret på deres MEB platform, der dog i nyere versioner kaldes MEB+ eller MEB Entry.
MEB-platformen er den del af elbilen der udgør selve elmotoren og batterierne, som ved Volkswagen sidder under bilen. Den kan udvides med den batterikapacitet der er brug for, og ses derfor som den samme platform på stort set alle deres elbiler, såsom ID.2, ID.3, ID.4 og ID.5. Du ser dem også ved Skoda, Audi og nu også Ford.
Men Volkswagen har altså drømme om en opdateret platform, der skal gøre det lettere og billigere at skalere, også til deres biler til erhverv og andre køretøjer. Dette projekt hedder SSP platformen, som står for Scalable Systems Platform. Ideen bag SSP platformen er at Volkswagen skal have én platform, der er nem og billig at skalere og kan bruges i enhver elbil de producerer. Udviklingstiden for en elbil vil blive reduceret kraftigt, og tiden det tager at producere en elbil vil blive reduceret til 10 timer pr. elbil. Produktionsomkostningerne vil også blive lavere, hvilket vil gøre bilerne billigere.
Udover skalerbarheden vil de også have en platform der er klar til selvkørende biler, som vi også vil se i højere grad om ikke så mange år. Rækkevidden mener de vil blive over 1.000 km og opladningstiden fra 0-80% på under 15 minutter.
Softwaren for den nye SSP platform kaldes for E3 2.0, og den vil også blive mere standardiseret. Desuden vil en del af bilens funktioner blive baseret på pay-per-use, hvor man efter man har købt bilen kan tilkøbe nye funktioner, uden at skulle skifte nogle fysiske dele ud.
Volkswagen har blandt andet planer om at producere en elbil i 2026 baseret på den nye SSP platform. Dette projekt hedder Projekt Trinity og er en Sedan de har tænkt sig at producere. Vi ved ikke meget om den kommende elbil, men rækkevidden skulle være yderligere forøget, hvilket mange af de eksisterende benzinbilejere formentlig vil finde attraktivt.
Udover Trinity har Volkswagen også sagt at de overvejer at forny nogle af de eksisterende bilmodeller som Polo og Golf som elbiler baseret på SEP platformen. De ikoniske modeller vil angivelig ikke komme i nye benzinmodeller mere, men vil altså blive bevaret under den nye platform. Udviklingen af SSP platformen vil primært ske i deres afdeling i Wolfsburg i Tyskland.