wpDiscuz – Det bedste kommentarplugin til WordPress
Her kan du læse om wpDiscuz som er et rigtig godt kommentarplugin der findes til WordPress og er helt gratis.
WordPress har et udemærket kommentarmodul indbygget, men det mangler lidt ekstra features. Derfor vælger mange at erstatte det med enten et par ekstra plugins eller et helt kommentarplugin.
Nogle vælger at bruge Facebookkommentarer direkte i artiklen. Andre vælger at bruge Disqus, som også er et avanceret eksternt kommentarplugin.
Men begge disse har deres fordele og ulemper. Hvad angår Facebookkommentarer er den største ulempe at disse kommentarer så ikke gemmes i din egen WordPress database. Den dag du fortryder og ikke længere vil have Facebookkommentarer, så er alle kommentarerne væk. Eller hvis Facebook skulle lukke en dag.
Hvad angår Disqus, så lød det plugin faktisk meget godt, da jeg undersøgte det. Alle kommentarer blev også gemt i WordPress databasen, så du selv hoster dine kommentarer. Men der har været nogle sager i medierne, hvor Disqus implementerer skjulte reklamer i kommentarerne som de selv tjener penge på.
Derfor ledte jeg efter et andet godt kommentarplugin, og nu har jeg fundet det. Det hedder wpDiscuz og det er helt gratis. Når du installerer det, kommer dine kommentarfelter til at se således ud:
Et pænt felt foroven hvor du kan skrive kommentaren. Første gang bliver du bedt om at indtaste de sædvanlige oplysninger som navn, e-mail og webadresse. Alle kommentarer arrangeres i tråde, hvor du kan svare til.
En anden god ting er at det er indbygget at man kan abonnere på kommentarer og svar til kommentarer. Og så kan du up- og downvote kommentarer og vælge at de mest populære skal være øverst.
Jeg har implementeret dette kommentarplugin på IT-blogger.dk og indtil videre er jeg meget tilfreds. Kender du et godt kommentarplugin? Skriv gerne en kommentar nedenunder.