4K TV og Ultra HD – hvad er det?
4K og Ultra HD er nye ord du skal til at vænne dig til. For det er ny teknologi for TV og praktisk talt alle enheder der har en skærm eller tager billeder. Det sætter en ny standard for kvalitet af skærme og billeder. Men hvad er det egentlig? Det kigger vi på her.
Hvad er 4K?
4K Ultra HD TV hedder også UHD TV. Og det drejer sig om TV der giver et 4 gange mere detaljeret billede i forhold til 1080p full HD, dvs. 8 millioner pixels fremfor 2 millioner pixels.
Det betyder du vil se mange flere detaljer, en større konsistens i billedet og et billede med en meget højere kvalitet.
Hvad er forskellen på 4K og Ultra HD?
Ultra HD eller Ultra High Definition er faktisk afledt af 4K digital biograf standard. Dog er opløsningen 3840 X 2160 og ikke 4096 x 2160 der er den egentlige 4K opløsning. Og det er grunden til at flere hellere kalder det for Ultra HD eller UHD end 4K. I praksis er der ikke den store forskel.
Er 4K Ultra HD noget for mig?
Men skal man så ud og investere i et nyt fjernsyn bare fordi der nu er kommet 4K Ultra HD? Er Full HD ikke godt nok?
Både ja og nej. Full HD er bestemt godt og mange vil bestemt kunne leve med det. Men vil du virkelig have biograf oplevelsen hjemme, så er Ultra HD fremtiden. Og om nogle år falder priserne jo meget på Ultra HD og så er der næsten ingen grund til ikke at investere i dette.
Herudover vil 4K Ultra HD også betyde at du vil kunne få et skarpere billede på en meget større skærm. Det er også grunden til at mange 4K Ultra HD fjernsyn er på minimum 50″. Så du kan godt gøre plads i stuen til en større skærm 🙂
Du skal nok også op i den skærmstørrelse eller større for virkelig at se fordelen i Ultra HD. Hvis du bare vil have en 20″ skærm er det ikke sikkert at det er pengene værd at det skal være Ultra HD.
Man kan også forestille sig at nogle af de større TV stationer begynder at lancere kanaler der sender i Ultra HD – ligesom man så det med HD teknologien da den kom. Det er i hvert fald hvad der sker i andre lande nu, som f.eks. Storbritanien. Netflix har også allerede lanceret at de sender indholdet i 4K, hvis man ser det på et 4K TV.
Er det 4K Ultra HD der redder Blueray?
Blueray er aldrig for alvor slået igennem som medie. Ja, det er udbredt og anerkendt og de fleste kan anvende blueray. Men der lanceres mindst lige så mange DVD som blueray i butikkerne – og reelt set skal prisen ikke være meget forskellig før folk vælger DVD fremfor Blueray.
Man kan forestille sig at de nye Ultra HD fjernsyn vil kunne ændre dette, da Blueray så vil kunne indeholde film med 4K kvalitet – en kvalitetsforskel man for alvor vil kunne se på sit TV. En forskel der er så stor, så folk mener det er værd at give flere penge for Blueray end for DVD.
Husk HDMI 2.0
HDMI 2.0 er den nye generation af HDMI kabler – og selvom HDMI 1.4 godt kan overføre Ultra HD er det maks 30 frames per sekund. Skal man udnytte den højere kvalitet, skal du anvende HDMI 2.0 så vær opmærksom på det når du skal handle TV. HDMI 2.0 kan nemlig overføre med op til 60 frames per sekund.
Hvad med 8K?
Har du også hørt om den kommende 8K teknologi der skal afløse 4K teknologi? Bør man ikke vente på den?
Nej – dels fordi det formentlig vil tage mange år. Og dels fordi det kræver at du har skærmstørrelser på 84″ eller større for at du kan se forskellen – og det vil i praksis nok ikke ske de kommende år.
8K vil kunne levere en opløsning der er hele 16 gange større end Full HD (hvor 4K var 4 gange større).
Har du flere spørgsmål er du velkommen til at lægge en kommentar.