Skoda Enyaq vs. Tesla Model Y
Med prisfaldet på Tesla Model Y er flere begyndt at overveje den, ikke mindst som alternativ til Skoda Enyaq. I denne artikel sammenligner vi de to biler.
I går lavede jeg en sammenligning af Skoda Enyaq og VW ID.4, fordi det er eksempler på elbiler som jeg overvejer, når jeg skal skifte min benzinbil ud med en elbil. For mange vil Tesla Model 3 eller Y nok også være en mulighed i samme segment, og derfor skal vi nu også se nærmere på Tesla Model Y sammenlignet med Skoda Enyaq. Når det er sagt overvejer jeg på nuværende tidspunkt ikke så meget en Tesla, fordi jeg synes den er blevet lidt for hypet, og faktisk godt kan lide det lidt mere klassiske udseende af Skoda Enyaq. Det er selvfølgelig en smagssag.
Tesla har for nylig sænket priserne markant for bl.a. Model Y, og det er bl.a. det der gør at mange overvejer den, som et alternativ til Skoda Enyaq. Det kan man tydeligt også ses på salget, fordi hvor Skoda Enyaq blev den mest solgte el-bil i Danmark i år 2022, så var det klart Tesla Model Y der blev mest solgt i februar 2022 efter de har sænket priserne.
Lad os se på de forskellige udgaver af Skoda Enyaq og Tesla Model Y. Skoda Enyaq har efterhånden en del forskellige udgaver, efter de også har lanceret en Coupé udgave og en RS udgave. Tesla har derimod Standard Range, Long Range og Performance, som man selvfølgelig også kan sammensætte som man vil. Groft sagt kan man sammenligne en Tesla Model Y Standard Range med Skoda Enyaq 60, en Long Range med Skoda Enyaq 80x og en Performance med en Skoda Enyaq RS – og som man kan se på nedenstående priser er det nogenlunde i samme prisleje.
Model | Batterikapacitet (netto) | Ladeeffekt AC/DC | Rækkevidde | Pris fra |
---|---|---|---|---|
Tesla Model Y – Standard Range | 79 kWh | 11/250 kW | 455 km | 374.990 kr. |
Skoda Enyaq 60 | 58 kWh | 11/120 kW | 395 km | 375.995 kr. |
Skoda Enyaq Coupé 60 | 58 kWh | 11/120 kW | 402 km | 389.995 kr. |
Skoda Enyaq 80 | 77 kWh | 11/135 kW | 542 km | 420.995 kr. |
Skoda Enyaq 80 Premium | 77 kWh | 11/135 kW | 537 km | 420.995 kr. |
Tesla Model Y – Long Range | 79 kWh | 11/250 kW | 533 km | 433.490 kr. |
Skoda Enyaq 80x | 77 kWh | 11/135 kW | 518 km | 438.995 kr. |
Skoda Enyaq Coupé 80 | 77 kWh | 11/135 kW | 550 km | 449.995 kr. |
Skoda Enyaq Coupé 80x | 77 kWh | 11/135 kW | 525 km | 463.995 kr. |
Tesla Model Y – Performance | 79 kWh | 11/250 kW | 514 km | 502.896 kr. |
Skoda Enyaq RS iV | 77 kWh | 11/135 kW | 515 km | 518.995 kr. |
Skoda Enyaq Coupé RS iV | 77 kWh | 11/135 kW | 521 km | 548.995 kr. |
I den videre sammenligning af de to biler, har jeg valgt at sammenligne Skoda Enyaq 80x med Tesla Model 3 Long Range, idet de er nogenlunde sammenlignelige og nok de versioner der tiltaler de flestes behov.
Tekniske forskelle & ekstraudstyr
Lad os lige også sammenligne nogle af de tekniske forskelle mellem Skoda Enyaq og Tesla Model 3.
Skoda Enyaq 80x | Tesla Model 3 Long Range | |
---|---|---|
Længde | 4,6 m. | 4,8 m |
Bagagerum | 585/1.710 L | 854 L/2.158 L |
Ydelse | 204 hk / 310 Nm | 534 hk |
Tophastighed | 160 km/t | 217 km/t |
Acceleration 0-100 km/t | 8,7 sek. | 5,0 sek. |
Batterikapacitet | 82/77 kWh | 79 kWh (netto) |
Rækkevidde op til | 518 km | 533 km |
AC opladning op til | 11 kW | 11 kW |
DC opladning op til | 135 kW | 250 kW |
Hjultræk | Firhjulstræk | Firhjulstræk |
Fælge | 19″ fælge | 19″ fælge |
Trækevne | 1.400 kg | 1.600 kg |
Pris fra | 438.995 kr. | 433.490 kr. |
En af de mest markante forskelle jeg bemærker er tophastigheden, fordi den er noget større ved en Tesla. Men den er omvendt også så høj, så man får i Danmark faktisk slet ikke brug for mere end hvad en Skoda Enyaq kan levere.
Bagagerummet er opgivet markant større ved Teslaen, men så vidt jeg kan læse er det også opgjort anderledes end man gør normalt, hvorfor det ikke nødvendigvis er så sammenlignelig med Skoda Enyaq.
Begge modeller har firhjulstræk og kører med 19″ fælge. De har også begge mulighed for at trække en trailer. Du skal tilkøbe en trækkrog til Skoda Enyaq, mens den er inkluderet i en Tesla Model Y. Tesla Model Y angiver at må trække op til 1.600 kg, hvor Skoda Enyaq 80x må trække op til 1.400 kg. Det kræver dog at man får den vejet til at må trække her op til, fordi ellers indregistreres den til at må trække op til 1.200 kg. Det samme gælder formentlig Tesla Model Y.
Både Skoda Enyaq og Tesla har en del systemer, der assisterer dig med at køre bil. Ja, faktisk kan du næsten ved Tesla få den til at styre bilen selv. Men en del af de systemer koster en del ekstra hvis du skal købe en Tesla.
Når man skal bestille en Tesla, foregår det via deres hjemmeside. Og her er det faktisk svært at få et overblik over hvilket udstyr der følger med en Tesla, ligesom der er ikke mange muligheder for at få ekstraudstyr. Her er det nemmere ved Skoda.
Opladning
Hvad angår ladenetværk, er det nok en af Teslas store fordele, fordi de har virkelig formået at udbrede deres ladenetværk, som du får adgang til. Priserne er også fornuftige. Men Tesla har nu åbnet op for at ikke-Tesla ejere også kan lade på deres netværk med en app. Derfor er der måske ikke helt den samme fordel mere ved at have en Tesla, fordi alle andre har også adgang til samme ladenetværk.
Når du køber en Tesla kan du købe en ladeboks som kan blive sat op derhjemme. Det kan du også ved Skoda Enyaq, som har et samarbejde med Clever.
Batterikapaciteten ved en Skoda Enyaq 80x og en Tesla Model Y er stort set den samme, og rækkevidden er også omtrent den samme. Men Teslaen kan lade op markant hurtigere ved lynladning med 250 kW ift. Skoda Enyaq der kan med op til 135 kW.
Forsikring
Jeg har også sammenlignet forsikring for de to biler. Her har jeg sammenlignet GF forsikring som jeg selv bruger, og som ved flere årlige prissammenligninger har været det billigste forsikringsselskab. Jeg har valgt en selvrisiko på 3.294 kr. og med et årligt km-forbrug på 50.000 km der svarer til hvad jeg selv bruger. Prisen har jeg så regnet ud fratrukket 15%, som er den årlige overskudsdeling der bliver trukket fra.
Skoda Enyaq 80x | Tesla Model Y Long Range | |
---|---|---|
GF Forsikring Ansvar + kasko | 5.794 kr. | 8.966 kr. |
Samlet set
Udseende-mæssigt kan jeg som tidligere nævnt meget bedre lide Skoda Enyaq end jeg kan lide Tesla. En jeg kendte fortalte engang at Tesla lidt lignende et rumskib, og det er måske så meget sagt, men udseendet af en Tesla er ikke det klassiske biludseende jeg godt kan lide. Håndtagene ser tåbelige ud og efter at have set mange hundrede Teslaer køre rundt i Danmark er bilen blevet kedelig at se på. Interiøret ser ikke bedre ud, det er mildt sagt også en del kedelig. Men det er selvfølgelig en smagssag, og hvis man godt kan lide Tesla er Model Y bestemt en god bil.
Jeg synes Tesla Model Y er en fin bil, men jeg tror fortsat at jeg vil være mere interesseret i at købe en Skoda Enyaq 80x på nuværende tidspunkt. Jeg kan også godt lide det store udvalg af ekstraudstyr, og hvis man skal have alle assisterede systemer med til Tesla koster det også en del i ekstraudstyr.