Vindstød – Et af de billigste elselskaber

Hvis du leder efter et elselskab med den billigste elpris vil du ofte falde over Vindstød. Her kan du læse mere om selskabet.

Jeg pristjekker priser på el mindst én gang om året. De sidste år har jeg været kunde hos Vindstød gennem El-forbundet, fordi de har været billigst for mig. Specielt den gang de tilbød en fastprisaftale til 18 øre pr. kWh. Det gør de ikke længere, nu tilbyder de en variabel elaftale med et spotpristillæg på 0 øre pr. kWh ift. timeprisen på den nordiske elbørs. Det kan vist ikke gøres billigere.

Jeg vil lige understrege at udover jeg er kunde hos Vindstød, har jeg intet med dem at gøre og modtager ikke provision fra dem. Jeg har dog nu haft erfaringer med dem gennem nogle år, og derfor samler jeg i denne artikel typiske spørgsmål og svar man kan have til dem.

Hvad har Vindstød med El-forbundet at gøre?

Vindstød har vundet rabataftalen ved El-forbundet de sidste mange år. Selve aftalen har forandret sig lidt fra år til år, men jeg kan ikke huske tidspunkter hvor andre har vundet udbuddet. Det har faktisk også ført til rygter om at Vindstød og El-forbundet har aftalt på forhånd at det er dem der skal vinde “udbuddet”, men det er bare rygter.

Hvem ejer Vindstød?

Vindstød er primært ejet af det svenske Vattenfall, som overtog selskabet i 2016. Herudover er det delvist ejet af stifteren Morten Nissen Nielsen. Han stiftede selskabet i 2011.

Hvordan er Vindstøds økonomi?

Vindstød har haft en okay økonomi trods de billige priser, hvor de ikke tjener penge på en del kunder. Dette skyldes især at de har få ansatte, fordi deres kundeservice er skrabet.

Har man mulighed for bagudrettet betaling ved Vindstød?

Ikke hvis du har en elaftale gennem El-forbundet. Har du ikke det (hvor du så til gengæld betaler et spotpristillæg), så kan du også få en aftale om bagudrettet betaling. Som udgangspunkt har Vindstød derfor acontobetaling kvartalsvis, og det er en af ulemperne. Acontobetaling er mest en ulempe hvis elpriserne svinger meget, hvilket de har gjort de seneste år. Desuden er det også en ulempe hvis Vindstød skulle gå hen og gå konkurs, fordi så kan du miste dine penge.

Har Vindstød en fastprisaftale?

Ja, du kan aktuelt godt tegne en fastprisaftale gennem Vindstød, men den har kun en varighed på 4 måneder, og den er meget dyr. Prisen er aktuelt 4,53 kr. pr. kWh, hvilket er i hvert fald 1,5 kr. pr. kWh end den aktuelle elpris.

Er Vindstød det billigste el-selskab?

Jeg har prøvet at finde et el-selskab der var billigere end Vindstød, men jeg har endnu ikke fundet et andet selskab. Vindstød tager 0 øre pr. kWh i spotpristillæg, hvis du får aftalen gennem El-forbundet, og det kan vist ikke blive billigere. Andre vælger Verdo, som har et introtilbud hvor du ligeledes får et spotpristillæg på 0 øre pr. kWh gennem de første 12 måneder, hvorefter prisen stiger.

Hvordan kan Vindstød være så billige?

Fordi de har en meget skrabet administration med få ansatte. Derfor er deres kundeservice også skrabet og du kan fx. ikke ringe til dem.

Snyder Vindstød med priserne?

De gange jeg har tjekket Vindstød har priserne stemt nogenlunde overens med hvad der var aftalt. Men jeg vil dog sige, at jeg har oplevet at de ikke havde aktiveret den fastprisaftale der var godkendt, og det først var noget jeg opdagede da jeg modtog regningerne. Da jeg gjorde opmærksom på det rettede de det dog med det samme. Jeg har endnu ikke set eksempler på nogen der kunne dokumentere at Vindstød snyder med priserne.

Får Vindstød gode anmeldelser?

På Trustpilot får Vindstød en score på 3,4/5 stjerner baseret på 4.221 anmeldelser. På Google får de 1,8/5 stjerner baseret på 140 anmeldelser. De fleste anmeldelser handler om at de er svære at få kontakt med og en dårlig kundeservice. Der er enkelte anmeldelser hvor folk klager over for høje priser, men de virker ikke særlig gennemtænkte.

Hvordan er Vindstøds kundeservice?

Den er som nævnt skrabet, du kan kun komme i kontakt med dem pr. mail. De har nu altid svaret mig høftligt, og som regel inden for en uge, men andre nævner svartider op til tre uger. Det har jeg ikke oplevet.

Hvordan kommer man i kontakt med Vindstød?

Som nævnt er kundeservicen ulempen ved Vindstød. Mest egentlig fordi man kun kan komme i kontakt med dem pr. mail. Du kan ikke chatte med dem eller ringe til dem. Jeg har oplevet lidt varierende svartider pr. mail, men de fleste gange har jeg fået svar inden for en uge.

Samlet vil jeg sige at jeg har været glad for at være kunde hos Vindstød, fordi jeg har fået en billig pris. Men du skal ikke vælge dem hvis kundeservice betyder meget for dig, og du skal selv løbende kontrollere om aftalerne bliver overholdt. Har du flere spørgsmål til Vindstød er du meget velkommen til at skrive en kommentar nederst, så skal jeg prøve at svare.

5 2 votes
Article Rating

Andreas Andersen

Forfatter og grundlægger af IT-blogger.dk, der har blogget om IT-emner siden 2012. Findes på Mastodon på @aphandersen@ansico.dk

You may also like...

Abonner
Giv besked ved
guest

3 Comments
mest stemt på
nyeste ældste
Inline Feedbacks
View all comments
M p siger:

Hvordan kan de tjene penge når de intet abonnement har eller har et tillæg til spotprisen? Det lyder som om de blot tager flere kunder ind (flere omkostninger) uden ekstra indtjening? Eller er elforbundetsaftale midlertidigt?

Mogens Jensen siger:

Efter min mening er det ikke korrekt at skrive, at man får strøm fra Vindstød (via Elforbundet) uden tillæg til spotprisen.
Det gælder nemlig kun i en kort intro-periode. (Det svarer lidt til, at nogle internetfirmaet giver gratis intro-måneder i starten).
I disse dage (5.8.2023) kører Elforbundet igen med et tilbud om “strøm fra Vindstød uden nogle tillæg/gebyrer”.
Men det gælder kun året ud; fra 1.1.2024 kommer der tillæg til spotprisen.
Vindstød har 2 produkter:
Det ene er det billigste i markedet. Det andet er det dyreste… (iflg Forbrugerrådet TÆNK).
Jeg vil selv skifte til Vindstød, for de har et meget billigt produkt, men jeg er træt af, at de fortsat kører med 3 mdr a conto. Øv.
Så min konklusion er: De har et godt/billigt produkt, MEN det er kun i en kort intro-periode, at det er uden tillæg til spotprisen 😊

Mogens Jensen siger:

Elforbundets aftale gælder kun i få måneder. Herefter betaler du tillæg til spotprisen.

3
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x