Skal jeg stifte et IVS eller Aps?

Fra 2013 kom der en ny selskabsform kaldet et Iværksætterselskab (IVS). Dette gav et alternativ til selskabsformen Aps der krævede et indskud på 50.000 kr. Et Iværksætterselskab kræver nemlig kun 1 kr. Men hvad er fordelene og ulemperne egentlig ved de to selskabsformer? I denne artikel vil jeg sammenligne de to selskabsformer, så du kan vurdere hvilken selskabsform der er den rigtige for dig.

Et Iværksætterselskab er et begynderselskab for iværksættere. Det er en selskabsform der ikke kræver den store selskabskapital, men til gengæld stiller krav til opsparing i virksomheden. Resultatet vil til slut blive at IVS omdannes til et Aps, når selskabskapitalen er blevet 50.000 kr.

Start dit IVS med mere end 1 krone

Ligesom navnet på dit anpartsselskab skal ende på Aps, skal navnet på et iværksætterselskab også ende på IVS. Det gør at alle tydeligt kan se at det er et iværksætterselskab du driver. Og det er faktisk en ulempe, fordi et iværksætterselskab desværre ofte får status som et fattigmandsselskab – et selskab hvor man ikke helt kan regne med om økonomien er i orden.

Dette påvirker desværre ofte bankernes vurdering af dit selskab. Det gør det, fordi bankerne ikke har så meget lyst til at investere i et selskab hvor stifterne kun vil investere 1 krone. Det kan også være sværere at overbevise dine leverandører om at give kredit til dig.

Derfor er det vigtigt at når du stifter dit IVS at du er realistisk. Selskabet skal have nok kapital til at kunne overleve – du skal ikke regne med at du bare kan låne i banken. Der er en del stiftelsesomkostninger, såsom til en obligatorisk arbejdsskadeforsikring. Det afhænger selvfølgelig meget af den branche din virksomhed skal beskæftige sig med og hvilke kapitalkrav der er her – men indskud så meget i selskabet som du har råd til.

Og så snart du har opnået en selskabskapital på 50.000 kr. bør du overveje at omdanne det til et Aps. Et Aps er i sig selv et stempel til banker og leverandører om at din økonomi er i orden.

Sammenligning af IVS og Aps

I nedenstående tabel kan du finde en sammenligning af IVS og Aps, som du kan bruge når du skal overveje hvad du skal stifte.

IVS Aps
Indskudskapital skal være minimum 1 krone. Indskudskapital skal være minimum 50.000 kr.
Indskudskapitalen skal være kontanter. Aps kan stiftes med apportstiftelse.
Du kan stifte med en egenerklæring på op til 25.000 kr. Stiftelsen af kapitalen kræves bekræftes af advokat eller bank.
Der skal opspares 25% af overskuddet efter selskabsskat til bunden kapital indtil selskabskapitalen er 50.000 kr. Der er ikke krav til opsparing i selskabet.
Der må ikke udbetales udbytte før selskabskapitalen er 50.000 kr. Der er ikke krav til udbetaling af udbytte.

Husk også at et IVS er et selskab ligesom et Aps, hvilket betyder at der er krav til forsikringer og at du skal have en erhvervskonto. Du skal derfor overveje om en personlig virksomhed er et bedre valg, end et IVS.

Medmindre du har mod på selv at registrere dit selskab, kan det være en god ide at få hjælp til det af nogen. Det koster faktisk ikke særlig meget at få nogen til at udføre papirarbejdet, og så er du sikker på det bliver gjort korrekt.

Læs mere om et iværksætterselskab og et anpartsselskab. Har du flere spørgsmål til hvorvidt et IVS eller Aps er det bedste valg, er du velkommen til at skrive en kommentar.

Tidligere ansat stjæler mine kunder

Du afskediger en af dine ansatte og finder så ud af ½ år senere at han nu er blevet din konkurrent og direkte stjæler dine kunder. Hvad betyder det for dig og hvordan forhindrer du det?

Det kan godt føles uretfærdigt hvis en af dine tidligere ansatte stifter en virksomhed der beskæftiger sig med nøjagtig det samme, og udnytter den viden omkring dine kunder til at stjæle dem. Men i mange tilfælde er der desværre ikke noget at gøre.

Hvis du skal sikre dig imod at dine tidligere ansatte går hen og bliver konkurrenter bagefter, så skal du have indført en konkurrence klausul i deres kontrakt. Denne skal netop sige at vedkommende ikke må beskæftige sig med lignende erhverv i et stykke tid efter ophøret af sin ansættelse. Der skal altid være en tidsbegrænsning på, så du vil ikke for evigt kunne forhindre ham i at blive din konkurrent.

Der er også ulemper ved at have en konkurrence klausul med i kontrakten. Hvis en medarbejder skal acceptere en sådan, forventes det nemlig at lønnen bliver højere og måske skal der også være en større godgørelse hvis du fyrer ham. Du forhindrer ham jo i at gå over til din konkurrent og udnytte sin egen kompetence – og det koster penge. Så du bør vende med en advokat om det overhovedet kan svare sig at have en sådan konkurrence klausul i dine kontrakter.

Hvis du ikke har en konkurrence klausul og din tidligere ansat bliver din konkurrent er der ikke meget at gøre. Selvfølgelig må han ikke direkte stjæle dit kundekartotek, men du kan ikke forhindre ham i at blive din konkurrent.

Det eneste du så kan gøre er at konkurrere – dvs. måske sænke prisen eller give et bedre produkt. Måske du kan forbedre forholdet til dine kunder, så de vælger dig fremfor ham.

Markedsføringslovens § 19

Man kan måske i nogle tilfælde alligevel hævde at der kan være tale om en overtrædelse af Markedsføringslovens § 19 der siger:

§ 19. Den, der er i tjeneste- eller samarbejdsforhold til en virksomhed eller udfører et hverv for denne, må ikke på utilbørlig måde skaffe sig eller forsøge at skaffe sig kendskab til eller rådighed over virksomhedens erhvervshemmeligheder.
Stk. 2. Har den pågældende fået kendskab til eller fået rådighed over virksomhedens erhvervshemmeligheder på retmæssig måde, må den pågældende ikke ubeføjet viderebringe eller benytte sådanne hemmeligheder. Forbuddet vedvarer i 3 år efter tjenesteforholdets, samarbejdsforholdets eller hvervets ophør.
Stk. 3. Reglerne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på andre personer, der har lovlig adgang til virksomheden.
Stk. 4. Den, der i anledning af udførelsen af arbejde eller i øvrigt i erhvervsøjemed er blevet betroet tekniske tegninger, beskrivelser, opskrifter, modeller el.lign. , må ikke ubeføjet benytte sådant materiale eller sætte andre i stand hertil.
Stk. 5. Erhvervsdrivende må ikke benytte en erhvervshemmelighed, såfremt kendskab til eller rådighed over den er opnået i strid med de ovenfor nævnte bestemmelser.

I praksis anvendes denne dog sjældent når blot en tidligere ansat går hen og prøver at få de samme kunder. Det kræver nemlig at man kan bevise at han har udnyttet erhvervshemmeligheder til at få fat i kunden. Det er nemlig ikke ulovligt at prøve at få de samme kunder – det er kun ulovligt hvis man udnytter erhvervshemmeligheder til at få det.

Så sørg for altid at give kunderne det bedste produkt som får dem til at vælge dig. Overvej kun en konkurrence klausul hvis det virkelig kan betale sig og aldrig uden rådgivning. Med konkurrence kommer du længst.

Forandringsparathed

I denne artikel vil jeg præsentere begrebet forandringsparathed og Kübler-Ross’ forandringskurve som forklarer meget folks reaktion på forandringer. Og hvorfor er dette egentlig relevant for en virksomhed? Det er det fordi at være forandringsparat er en af de sundeste ting for enhver virkomhed. Det betyder nemlig at man hele tiden er klar til at indstille sig på den situation ens virksomheds situation befinder sig i.

I virkeligheden kan man faktisk godt sammenligne virksomheder med levende organismer. De lever i nogle omgivelser som totalt forandres – og dem der overlever er dem der er bedst tilpasset disse omgivelser. Det er også det man kalder for survival of the fittest.

Der er nemlig konstant en masse ting der forandrer ens virksomheds omgivelser. I nogle tilfælde er det politiske ændringer der giver ens virksomhed nye betingelser. Et eksempel er den nye One Stop Moms som giver nogle virksomheder der handler i EU nogle særlige nye udfordringer.  Her gælder det om at være forandringsparat og acceptere at sådan er tingenes tilstand og det kan man ikke gøre noget ved. Det er bedre at acceptere det og så finde nogle offensive strategier som kan udnytte potentialet bedst og få ens virksomhed til at overleve.

Nogle gange ændrer efterspørgslen efter ens produkter sig. Hvis man f.eks. i 90’erne havde en virksomhed som solgte VHS-maskiner så ved vi jo i dag at der er ingen der efterspørger det mere – nu vil de have DVD-maskiner, Blueraymaskiner eller måske streaming TV. Hvis man var forandringsparat, så sørgede man for at følge efter efterspørgslen og udvide sin forretning til også at tilbyde de nye produkter i stedet for at holde fast i sit sædvanlige produkt.

Pointen er blot: Accepter at der er forandringer i omgivelserne der påvirker din virksomhed og udnyt de muligheder du har bedst muligt.

Kübler-Ross forandringskurve

Kübler-Ross har fremstillet en kurve som fortæller lidt om de følelser et menneske går igennem når de præsenteres for forandringer. Denne kurve er vigtig, fordi den fortæller at selvom reaktionerne er store og ser sorte ud – så bliver de bedre hvis man holder fast i forandringerne.

Til at starte med når man præsenteres for forandringerne bliver man chokeret. Folk bliver ofte meget stille og siger ikke særlig meget.

Herefter forsøger man at forsvare de procedurer man har i forvejen og benægte forandringerne. Man forsøger at finde argumenter for at forandringerne ikke er smarte – men at det er smartere at blive ved de procedurer man har i forvejen.

Så kommer frustrationen. Det er her hvor man bliver vred eller ked af det over de forandringer der er og ikke kan se sig selv i fremtiden med disse forandringer.

Så kommer depressionen, hvor mange folk helt giver op og faktisk ikke synes man er en del af virksomheden længere. Man giver helt op og kan ikke finde ud af noget.

Men så går det fremad igen. Så begynder man at acceptere den nye situation og eksperimentere sig frem til hvordan man kan få forandringerne til at virke i hverdagen.

Så kommer beslutningsfasen hvor man besluttr sig for at de her forandringer var måske ikke så dårlige endda. Her lærer man for alvor at arbejde under de nye forandringer.

Til slut er forandringen integreret og fungerer fint. Her kigger man ofte tilbage på de gamle procedurer og kan slet ikke forstå hvorfor nogen ikke tidligere fandt på de nye forandringer.

The-Change-Curve

 

Så pointen er egentlig at denne reaktion er naturlig for mennesker. Hvis man ved at en forandring er det rigtige at gøre skal man holde fast i den. Fordi selvom nogen ikke kan acceptere den til at starte med, så kommer det. Vi mennesker er nemlig ikke glade for forandringer – vi er tryghedssøgende. Men det er bare ikke altid det sundeste for en virksomhed.

Så sørg for selv at være forandringsparat hele tiden og hvis du har medarbejdere, så sørg for at det er de også. Hjælp dem igennem processen som er helt naturlig.

Sådan håndterer du en forandring

Hvis du skal gennemføre en forandring i din virksomhed over for dine ansatte, så er her nogle gode råd til hvordan du håndterer en forandringsproces bedst muligt:

  • Husk at kommunikere risikoen ved IKKE at gennemføre forandringer.
  • Indvolver teamet i beslutninger vedrørende forandringen – dog kun når det er muligt.
  • Forsøg at minimere den usikkerhed der er ved forandringerne.
  • Sørg for at fejre enhver succes der er i forbindelse med at nærme sig målet for forandringen (Vi gjorde det!).
  • Bliv ved med at forklare årsagen til at det er nødvendigt med forandringen.
  • Spil med åbne kort og informer dine ansatte. Hvis de ikke føler de bliver informeret tror de ikke at du har ret i nødvendigheden af forandringen.
  • Husk at forandringer er ikke så slemme, hvis du selv forsøger at kontrollere dem.

Kend din risiko – så du kan minimere den

Til slut vil jeg også lige præsentere endnu en ting der er vigtig for en virksomhed. Sørg hele tiden for at overvåge din risiko for forskellige scenarier. En anden naturlig reaktion ved at have en risiko, er nemlig at man som mennesker benægter den. Men risikoen forsvinder ikke selvom man benægter den.

Så kig dig omkring og hold løbende øje med din risiko. For kun ved at kende din risiko, kan du lave de forandringer i tide som minimerer din risiko.

boat

Det var lidt omkring forandringer og det at realisere sin risiko som begge er vigtige egenskaber du bør implementere i din virksomhed.

Så er det tid til at gøre din side MobilKlar

Så er det nu det gælder. Fra den 21. april lancerer Google en ny mobilvenlig ranking faktor i deres søgealgoritme, hvilket betyder at det for alvor kommer til at betyde noget om din hjemmeside er mobilvenlig eller ej. Dette har Google netop meddelt og det giver dig lidt over en måneds tid til at gøre din hjemmeside klar, hvis den ikke allerede er det. Læs videre “Så er det tid til at gøre din side MobilKlar”

Banker indfører negativ rente for virksomheder

Nationalbanken valgte i går ikke at sænke renterne endnu engang. Det betyder at indskudsbevisrenten forbliver på sit niveau på -0,75%. Det koster rigtig meget for bankerne at de skal betale penge for at sætte penge i Nationalbanken.

Derfor er bankerne også begyndt at føre regningen videre over på deres kunder. Her er det naturligt at starte med de store erhvervskunder, så de mindre erhvervskunder og til slut privatkunderne. Det er ikke uden kunderisiko at bankerne gør dette, fordi de kan jo risikere at kunderne skifter bank.

FIH erhvervsbank var de første til at indføre negativ rente for deres kunder. Det var nogenlunde fredeligt, man hørte ikke så meget om kunder der flygtede derfra.

Men fra på mandag følger Danske Bank trop og indfører negativ rente til de største erhvervskunder. Privatkunderne og de mindre erhvervskunder går stadig fri.

Vi må formode at hvis Nationalbanken fortsætter med negativ rente i lang tid, så er andre banker tvunget til at følge med – også for de mindre erhvervskunder og privatkunderne.

Og der er indtil videre ikke nogen udsigt til at den negative rente slutter. Især ikke så længe euroen er så svag og det er der intet der tyder på stopper. Heller ikke hvis Grækenland bliver tvunget til at forlade eurosamarbejdet eller ikke kan betale deres gæld. Konklusionen må derfor være at alle virksomheder og privatkunder snart må indstille sig på at skulle betale for deres indestående i bankerne.

Sundhedsanprisninger – hvad siger reglerne?

Hvis du sælger kosttilskud i din webbutik er der grænser for hvad du må skrive om produktet. Specielt hvis du skriver noget der antyder at produktet skulle virke mod en sygdom, er der tale om en sundhedsanprisning. Her gælder særlige regler som du kan læse om her. Følger du ikke reglerne kan du risikere at få en bøde.

Reglerne siger at du må ikke anvende en sundhedsanprisning med mindre den er godkendt af EU. EU har lavet en liste med 222 sundhedsanprisninger der er godkendt, og dem må du gerne anvende.

Man skelner mellem to typer af sundhedsanprisninger. Den ene type er sundhedsanprisninger der siger at et kosttilskud har betydning for vækst, udvikling eller kroppens funktioner. Du kan også her anprise at det har psykologiske eller adfærdsmæssige virkninger eller at det har slankende eller vægtkontrollerende virkninger. Dette kaldes for en artikel 13 sundhedsanprisning.

Den anden er en anprisning hvor du henviser til en lavere risiko for en sygdom eller børns udvikling og sundhed. Dette er en artikel 14 sundhedsanprisning.

 

Markedsføring via mail til private og virksomheder

Markedsføring via mail er en effektiv form for markedsføring. Du kan præsentere de artikler eller varer du gerne vil gøre kunden opmærksom på. Der er dog nogle regler man skal overholde hvis du gerne vil markedsføre via mail, f.eks. i form af et nyhedsbrev. Dem gennemgår jeg lige her, og så får du et eksempel på hvor galt det kan gå hvis du ikke følger reglerne.

Der er generelt forskel på reglerne for hvordan du må kontakte virksomheder og private. Som udgangspunkt må du ikke bare kontakte en privatperson direkte, men for en virksomhed må du faktisk godt i nogle tilfælde dette. I hvilke tilfælde kan du evt. læse mere om her.

Så du må faktisk gerne i nogle tilfælde kontakte virksomheder – bare ikke via mail. Man kan selvfølgelig synes at det er mærkelig at man ikke må det i disse tider, hvor alt post føres elektronisk. Men det er faktisk sådan at det kan betragtes som spam hvis du sender en virksomhed en mail uden at de har givet samtykke inden.

Det samme gælder for en privatperson. Her skal personen også give samtykke inden du sender dem en mail, da du ellers kan anmeldes for spam. På den anden side får du ikke særlig meget mere salg ved at sende spammails til nogen – de bliver bare sure.

Anmeldelse for spam

Så uanset om du sender en virksomhed eller en privatperson en mail uden samtykke kan dette fortolkes som spam. Dette kan de anmelde til forbrugerombudsmanden og det tager han meget alvorligt. Hvis sagen bliver taget op, risikerer du en KÆMPE bøde.

Et eksempel der er sket for nyligt er Fona, der blev idømt en bøde på 10.000 kr. af Forbrugerombudsmanden. Det blev de, fordi de sendte to privatpersoner en mail to gange, selvom disse personer havde frabedt sig disse mails. Når en person frabeder sig mails, skal man respektere dette. I Fonas tilfælde var der oven i købet tale om en teknisk fejl. Anmeldelsen skete udfra markedsføringslovens §6.

Princippet for god mailskik

Her er nogle overordnede princippet du bør overholde hvis du sender nyhedsbreve ud til personer og firmaer:

  • Send kun mails ud hvis personen har givet samtykke, dvs. selv har tilmeldt sin e-mailadresse og efterfølgende har bekræftet tilmeldingen. Dette er en aktiv tilmelding og gør det nemmere at forsvare, at det så er frivilligt.
  • Gør det nemt at afmelde mailen igen. I bunden af mailen bør der være et link hvor de direkte kan afmelde tilmeldingen. Og ikke noget med at de så skal huske et eller andet automatisk genereret password for at kunne logge ind og afmelde. En modtager skal let kunne afmelde sig igen.

 

MobilePay betaling via webshop

MobilePay er populær hos forbrugerne og mobilbetaling er fremtiden. Det bør du udnytte i din webshop og heldigvis har Danske Bank nu frigivet MobilePay til betaling via webshop. Denne løsning hedder MobilePay Online.

Indtil videre virker løsningen kun med internationale kreditkort, som VISA eller Mastercard – men Danske Bank arbejder på også at få Dankort og Visadankort med på løsningen.

Det fungerer ved at hvis kunden køber en vare i din webshop og kommer til betalingen, så vælger de MobilePay. Så indtaster de deres mobilnummer hvorefter de åbner MobilePay på deres mobiltelefon og godkender transaktionen. De får en kvittering med det samme og de har ikke haft kortet oppe af lommen.

Udover det er en rigtig nem løsning, så er der heller ikke nogen beløbsgrænse de skal holde sig indenfor, hvilket gør det meget fleksibel.

Hvordan får jeg MobilePay i min webshop?

For at få MobilePay tilknyttet din webshop, skal du have en aftale med en betalingsudbyder og en kortindløser.

Som betalingsudbyder kan du f.eks. vælge DIBS Payment Services, ePay,QuickPay eller Wannafind der alle tilbyder MobilePay.

Som kortindløser kan du på nuværende tidspunkt bruge Teller A/S.

Når så en kunde betaler en vare, vil du typisk kunne se det i oversigten hos din betalingsudbyder, ligesom hvis det var en kortbetaling. Hvis du derfor f.eks. bruger DIBS i forvejen til kortbetaling kan du med fordel tilbyde MobilePay også.

Skal jeg have min virksomhedskonto i Danske Bank?

Nej, du behøver ikke at have en virksomhedskonto i Danske Bank for at kunne bruge MobilePay. Dette kan du sagtens anvende, selvom du har din virksomhedskonto et andet sted.

Hvad koster det kunden at bruge MobilePay?

Det koster ikke kunden noget at anvende MobilePay – kun dig som webshop der skal betale et gebyr. Dette gebyr kan du naturligvis vælge at føre over på kunden – men kunden får ikke direkte et gebyr.

Fradrag & moms på varer købt før virksomhedsstart

Det tager jo nogle uger fra det øjeblik du registrerer en virksomhed til du får den godkendt og får et CVR nummer. I mellemtiden er du måske allerede begyndt at købe nogle ting til virksomheden. Det kan f.eks. være et domæne, logo og diverse andre ting du gerne vil have klar. Alt dette betaler du naturligvis fra din private konto da din virksomhedskonto jo af gode grunde endnu ikke er oprettet. Men kan du så trække dette fra i moms og skat og hvad siger reglerne? Det gennemgår jeg her.

Generelt må man jo gerne trække udgifter fra som tilhører virksomheden både i Skat og Moms (såfremt du er momsregistreret). Man kan dog ikke trække udgifter fra flere år tilbage fra. Der findes ikke nogen fastlagt regel for hvor langt man må gå tilbage, men Skat har en tradition for at acceptere at man trækker opstartsudgifter på op til et halvt år fra før virksomhedsstart fra.

Du kan ikke få fradrag for stiftelsesomkostninger, såsom udgifter til revisor, advokat, markedsanalyser m.m. Den slags omkostninger må du selv betale.

Det er også vigtig at du ikke sælger noget inden du bliver registreret. Dette skyldes at før du er registreret må du jo heller ikke lægge moms på regningen og dermed vil du komme til at sælge noget uden moms. Og har du salgsfakturaer uden moms, kan du ikke bare trække købsmomsen fra når registreringen er gået igennem.

Derfor hvis du har nogle startomkostninger (som ikke er udgifter til advokat eller revisor) fra op til 6 måneder inden virksomhedsstart og du ikke har solgt varer uden moms, så kan du trække dem fra i både moms og skat. Du bogfører disse køb på virksomhedens startdato.