Hvis du har Windows 7 eller Windows 8 har du i din statuslinje i den seneste tid modtaget notifikationer med tilbud om at reservere eller opgradere til Windows 10. Ønsker du ikke det, viser jeg dig her hvordan du deaktiverer notifikationen.
Du bør selvfølgelig overveje om du virkelig ikke ønsker Windows 10. Om et års tid er det ikke længere gratis at opgradere til Windows 10 – og Windows 10 retter også en del fejl i Windows 8. Se evt. min Windows 10 tutorial.
Bortset fra det, kan du dog sagtens have gode grunde til ikke at ville opgradere (måske understøtter din computer ikke Windows 10). Og så kan det være temmelig irriterende med denne notifikation. Derfor kan du her se hvordan man slår den fra.
Deaktiver ikonet og notifikationer
Den mest oplagte løsning er at skjule ikonet fra statuslinjen og deaktivere notifikationer fra den. Tryk på den knap med pil op til venstre for ikonerne i statuslinjen og vælg “Tilpas”.
Så leder du efter et ikon der hedder “GWX” (står for Get Windows 10). Marker den og vælg i dropdownboxen til højre “Skjul ikon og notifikationer”.

Tryk OK og herefter skulle ikonet gerne være skjult og du skulle ikke høre mere fra den. Det er med denne metode så også altid muligt at ændre det igen, hvis du fortryder.
Dette er dog kun en midlertidlig løsning, fordi ikonet kommer frem igen efter en genstart. Derfor er det kun en løsning, hvis du lukker din computer ned i dvale eller standby.
Afinstaller notifikationen
Skal du have en mere permanent løsning, er du nødt til at afinstallere opdateringen af Windows, som førte ikonet med sig. Åbn kontrolpanelet og vælg “Programmer”. Herefter vælger du “Vis installerede opdateringer” og søg nu efter opdateringen “KB3035583“. Dette er den opdatering der førte ikonet med sig.
Marker den og vælg knappen “Afinstaller”. Så skal du bekræfte og så afinstalleres opdateringen helt. Den vil dog kunne installeres igen, ved en kommende opdatering fra Windows update. Derfor vil du også skulle skjule den derfra.
Dette er altså metoden til hvordan du midlertidligt eller mere og mindre permanent kan deaktivere notifikationen om Windows 10. Hvis du har behov for dette, kunne jeg godt tænke mig at høre grunden til at du ikke mener at Windows 10 er noget for dig. Skriv det gerne i kommentarerne nedenunder.




Skriv en kommentar