Aldersverifikation indført i Storbritannien og EU
Ny lovgivning i Storbritannien og EU indfører krav til aldersverifikation på diverse hjemmesider.
I går trådte nogle bestemmelser i den britiske lovgivning “Online Safety Act” i kraft, der stiller krav til at hjemmesider skal sikre at børn ikke kan tilgå pornografi og skadeligt indhold på hjemmesiderne. Dette indebar et krav til aldersverifikation, der derfor er indført for besøgende fra Storbritannien. I EU har der også været lignende lovgivning i “EU Digital Services Act”, dog uden direkte krav til aldersverifikation. Nogle hjemmesider har dog grundet dette valgt at indføre krav til aldersverifikation for både brittere og EU borgere.
Eksempler på tjenester der lige nu er ramt af krav om aldersverifikation er Discort, Reddit, Telegram, BlueSky og Twitter/X – herudover selvfølgelig også specifikke pornosider som Pornhub. På Twitter/X har de faktisk formået at indføre krav om aldersverifikation, men samtidig kun givet mulighed for at verificere din alder hvis du har en Premium konto. Folk uden abonnement bliver altså bare udelukket fra indhold.
Derfor indføres krav om aldersverifikation
Det er den britiske myndighed OFCOM der står for at regulere Online Safety Act i Storbritannien. De skriver at kravet om aldersverifikation skyldes at man politisk mener at det har været for let for børn og unge at tilgå skadeligt indhold herunder pornografi på internettet. De nævner at undersøgelser viser at 8% børn i alderen 8-14 år i Storbritannien har besøgt et pornosite den seneste måned, og det er dette man vil beskytte de britiske unge imod.
Der nævnes dog ikke kun pornografi som skadeligt indhold, men også indhold om selvmord, selvskade og spiseforstyrrelser, hvor de mener børn skal beskyttes mod at tilgå det.
Sådan kan man blive verificeret
Ifølge OFCOM kan aldersverifikation ske på 7 forskellige måder:
- Du angiver dine kreditkortoplysninger og beviser dermed din alder.
- Ved hjælp af digital identitietswallets.
- Du giver din emailadresse og udfra hvor ellers på internettet du bruger din email, kan de estimere om du er voksen.
- Ved ansigtsgenkendelse.
- Du angiver dit mobilnummer, og de tjekker din udbyder om du er voksen.
- Du logger ind på din netbank og bekræfter din alder.
- Du uploader et billede af et ID, fx. et pas eller kørekort.
OFCOM fortæller at de forventer at teknologien til aldersverifikation selvfølgelig er sikker.
Vil det virke?
Først og fremmest vil jeg sige at jeg forstår godt behovet for at beskytte mindreårige mod skadeligt indhold, men samtidig er metoderne meget grænseoverskridende. Kan jeg være sikker på at mit ansigtsmønster ikke bliver lagret og delt med andre, når jeg bruger ansigtsgenkendelse? Kan jeg være sikker på at mine ID oplysninger ikke bliver delt med andre? Kan jeg være sikker på at min e-mailadresse ikke bliver delt andre steder? Kan jeg stole på at give mine kreditkortoplysninger til en hjemmeside, der ikke er min bank?
Det er også tvivlsomt om det vil virke. Unge vil formentlig kunne finde udenom de hjemmesider hvor der er aldersverifikation og ellers anvende en VPN.
Der har også være snak om at kræve at myndighederne har bagdøre til krypterede tjenester, hvilket også giver en potentiel bagdør til andre der ikke bør have adgang til det indhold. Nogle taler også for at forbyde anvendelsen af VPN, selvom det skulle være stort set umuligt (det har de fx. ikke haft succes med i Kina). Beskyttelsen af privatlivet på internettet er altså under pres i disse år.
Kan man omgå aldersverifikationen?
Hvad kan man så gøre, hvis man (som voksen) ikke ønsker at dele sit ansigt, sine ID kort eller e-mailtjek? På Twitter/X er en workaround at du ændrer dit land til USA eller Schweiz, altså lande uden for UK og EU. Ellers er vejen frem at bruge en VPN.
Et eksempel på en VPN er Proton VPN, der tilbyder en gratis version, og som man derfor nemt kan bruge. Andre VPN tjenester jeg har hørt godt om er Nord VPN, men har ikke selv prøvet den.
På nuværende tidspunkt har jeg ikke tænkt mig at bruge et website der kræver aldersverifikation, med mindre jeg er 100% sikker på at teknologien er sikker nok.
