Er Linux et alternativ til Windows for dig?

Denne artikel gennemgår nogle af de tanker du kan have, hvis du skal overveje om Linux er et alternativ til Windows for dig. Der gennemgås også hvordan man installerer Linux i et virtuelt vindue – helt sikkert uden risiko for din computer.

Mange leder efter alternativer til amerikanske techprodukter for tiden. Men hvad gør du så med din computer, fordi her har du mest sandsynligt installeret Windows, der er ejet af det amerikanske firma Microsoft. Én mulighed er at afprøve Linux, som er et gratis alternativ og som med stor sandsynlighed vil fungere fint for dig.

Linux har lidt et ry for kun at være for nørdede typer, men dette er faktisk ikke rigtigt. Linux har nemlig udviklet sig meget de seneste årtier, og der er kommet et meget let anvendeligt operativsystem ud af det. Det er også blevet bedre til gaming, selvom der selvfølgelig er forbedringspotentiale her stadigvæk. For mange er en del af deres arbejde i officepakker og i en browser, og hvis det er tilfældet for dig, vil Linux med stor sandsynlighed være et fint alternativ.

I denne artikel vil jeg vise dig hvordan du kan afprøve om Linux er noget for dig. Vi installerer nemlig Linux i en såkaldt Virtuel maskine, dvs. indeni et program som du kan åbne direkte fra Windows. Fordelen ved det er at du så bare kan lukke programmet og vende tilbage til Windows igen, hvis du har brug for det.

Hvad er min baggrund med Linux?

Jeg har gennem flere årtier anvendt Linux ved siden af Windows, og har derfor fulgt Linux’ rejse fra et system der krævede man kunne håndtere avancerede ting til nu, hvor det faktisk minder meget om Windows. Jeg skrev i 2003 min første Linuxtutorial, hvor jeg skrev om hvordan man installerede Linux. I 2015 skrev jeg en serie om hvordan man installerede og brugte Linux Mint og i 2019 skrev jeg en artikelserie på 37 afsnit om Ubuntu Linux.

Det er nu 7 år siden og der er sket en del udvikling af Linux på de år, og det er også derfor jeg her vil starte en artikel der er helt opdateret til de nuværende forhold.

Hvad skal jeg bruge?

Til denne artikel skal du kun bruge to ting for at afprøve Linux:

Begge ting er 100% gratis. VirtualBox er den virtuelle maskine som du skal installere Linux indeni. Du downloader det ved at gå ind på denne hjemmeside og så vælge “Windows hosts” i venstre side. Det downloader VirtualBox, og du installerer det herefter som ethvert andet program.

Herefter skal du downloade en ISO-fil for Linux Mint. En ISO-fil er en fil der svarer til at du havde haft en CD/DVD med Linux Mint, dvs. det er installationsfilen som VirtualBox skal bruge om lidt. Du downloader Linux Mint på denne hjemmeside, hvor du trykker “Download”. Det bringer dig ind til en side hvor du kan downloade filen fra forskellige sider. Bare scroll ned i bunden og vælg fx. en dansk mirror (server) hvor du kan downloade filen fra. Det tager et stykke tid at downloade filen.

Nu har du altså VirtualBox installeret og Linux Mint ISO-filen liggende i din download-mappe. Så kan du gå videre.

Lav en ny virtuel maskine

Når VirtualBox er installeret, kan du lave en ny virtuel maskine, hvor Linux Mint skal installeres i. Når du starter VirtualBox ser det sådan ud. Du trykker på “Ny” i toppen for at lave en ny virtuel maskine.

På den næste side skal du først angive et navn under “VM Name”. Du bestemmer selv, men skriver du “Linux Mint” finder VirtualBox selv ud af at det er Linux Mint der er tale om. Under ISO Image finder du nu den ISO-fil for Linux Mint som du downloadede tidligere. Tryk Næste når du er færdig.

På denne side skal du angive nogle oplysninger, fx. et brugernavn og password du skal bruge til installationen. Under “Host Name” skriver jeg “Linuxmint”. Tryk Næste når du er færdig.

Så skal du allokere nogle ressourcer til din virtuelle maskine. En virtuel maskine er en slags virtuel computer indeni din computer, så den skal tildeles hukommelse, CPU og harddisk. Jeg har valgt at tildele omkring 6 GB hukommelse, 4 CPU kerner og en harddisk på 25 GB. Tryk Næste når du er færdig.

Nu er din virtuelle maskine færdig og du kan starte den op.

Installer Linux Mint

Så åbner der et nyt vindue hvor Linux Mint starter op. Når det er startet op, ser det ud som nedenunder. Allerede dette er nok til du kan begynde at afprøve Linux Mint, men lige nu kører den bare fra den “CD” vi har indsat i den virtuelle maskine, så hvis du gerne vil kunne gemme ting skal du installere Linux Mint. Tryk på “Install Linux Mint” for at starte installationen.

Du skal nu vælge sprog, her kan du vælge Dansk og så Næste.

Ved næste vindue skal du vælge Tastatur-sprog og trykke Næste.

Ved næste spørger den om du vil installere multimediecodecs. Det skal du sige ja til og trykke Næste. Det er det der gør at du ikke får problemer med at afspille forskellige mediefiler.

Det næste vindue kan virke voldsomt, fordi der advares om at din harddisk vil blive slettet. Husk på, at det er kun din harddisk i din virtuelle maskine der bliver slettet, der sker ikke noget med harddisken i din computer. Netop fordelen ved en virtuel maskine er at der kun kan ske noget inden i maskinen, ikke på din computer. Så du kan trygt vælge “Installer nu”.

Nu advares igen om at disken vil blive slettet, og der informeres om hvilke partitioner der vil blive oprettet. Du klikker bare “Fortsæt”.

Så skal du bare klikke Fortsæt til at du befinder dig i Danmark.

Så udfylder du lidt om dit navn, hvad computeren skal hedde samt brugernavn og password. Tryk herefter på “Fortsæt”.

Nu begynder installationen og det kan godt tage lidt tid, typisk 15-20 minutter.

Når installationen er færdig skal du klikke “Genstart nu”.

Du bliver nu bedt om at fjerne installationsdisken. Bare tryk enter, fordi VirtualBox skyder automatisk den virtuelle CD ud.

Nu opstarter Linux Mint, og du kan logge ind.

Og så ser resultatet således ud.

Start og stop den virtuelle maskine

Nu har du installeret Linux Mint på din virtuelle maskine. Du kan slukke maskinen ved at trykke X oppe i vinduet i øverste højre hjørne. Her vil du få tre valgmuligheder:

  • Gem maskinens tilstand
  • Send nedlukningssignalet
  • Sluk maskinen

Oftest skal du vælge “Gem maskinens tilstand”. Dette lukker den virtuelle maskine ned, så når du lukker den op igen åbnes alle vinduer som du havde åbent, og du kan fortsætte hvor du slap. Hvis du skal lukke maskinen helt ned, vælger du “Send nedlukningssignalet”. “Sluk maskinen” svarer til når du koldstarter computeren, altså holder startknappen inde til den slukker.

Lige nu kører Linux Mint i et vindue, og du vil ofte køre den i fuldskærm i stedet for. Det gør du ved at trykke på den højre CTRL-tast (det er det der i VirtuelBox hedder HOST knappen) og så på F. Når du skal gå væk fra Fuld skærm igen trykker du igen på CTRL+F.

Du vil måske opleve at selvom du er i fuldskærm fylder skærmen kun midten af billedet. Hvis det er tilfældet skal du installere det såkaldte “CD aftryk med gæstetilføjelser”. Tryk på menuen i toppen under “Enheder” og så “Indsæt CD-aftryk med gæstetilføjelser”. Det indsætter en virtuel CD med det du skal installere. Der spørges så om du vil installere, det siger du ja til og Linux Mint går så igang med at installere det i et kommando-vindue. Herefter kan du prøve fuldskærm igen, og så skulle det gerne virke.

Når du har lukket din virtuelle maskine ned, kan du til enhver tid starte den igen ved at åbne VirtualBox og trykke på “Start”. På den måde kan du altid køre Linux Mint i et vindue inden i Windows. Hvis du højreklikker på Linux Mint og vælger “Opret genvej på skrivebordet”, kommer der også et ikon på skrivebordet, hvor du kan starte den virtuelle maskine direkte.

Gå igang med at bruge Linux Mint

Når du installerer Linux Mint i en virtuel maskine, har den sørget for at alle drivere virker. Dit WiFi virker også med det samme, så du kan bare åbne en browser og gå i gang med at surfe på internettet. Standardbrowseren i Linux Mint er Firefox, som er et godt alternativ til både Google Chrome og Microsoft Edge, og anbefalet af #danmarkskifter.

Jeg har selv valgt at installere den norske browser Vivaldi, der også er anbefalet af . Her har jeg i browseren installeret Proton Pass og logget ind på Proton VPN direkte i browseren.

Der er også som standard installeret en officepakke, der er et fint alternativ til Microsoft Office for de fleste. Den hedder LibreOffice, og her kan du se LibreOffice Writer der er en erstatning for Word.

Hvis du vil installere nye programmer kan du åbne Programhåndtering, der er en slags App store i Linux. Du finder mange forskellige programmer du kan vælge imellem, her er Linux virkelig stærk og der er mange valgmuligheder. Noget for enhver smag.

Som erstatning for Microsoft Outlook til at tjekke emails er Thunderbird allerede installeret.

Hvad gør jeg nu?

Jeg håber denne artikel kan bidrage til at du kan komme godt i gang med at afprøve Linux. Hvis du ender med at kunne lide Linux og vil installere det mere permanent, kan næste skridt være at installere det på selve computeren ved siden af Windows – det er det man kalder for Dual boot installation. Eller ultimativt selvfølgelig i stedet for Windows. Det sidste vil jeg dog ikke anbefale før du er helt sikker, der kan jo komme situationer hvor du alligevel får brug for Windows. Jeg kører selv fast Linux i en virtuel maskine på min Windows PC.

Hvis du har nogle spørgsmål er du velkommen til at skrive en kommentar nederst, og ellers findes der masser af steder hvor man kan få gratis hjælp til Linux.

Andreas Andersen

Forfatter og grundlægger af IT-blogger.dk, der har blogget om IT-emner siden 2012. Findes på Mastodon på @aphandersen@ansico.dk

You may also like...

1 Response

  1. Kristian Byg siger:

    @aphandersen Fedt med guides til dem, der har mod på at kigge mod Windows alternativer! 😀 har du overvejet at lave en video af din guide?

Likes

Reposts

Mentions

  • Kristian Byg
  • Andreas Andersen 🇩🇰

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *